Hvor længe kan Jakob Baruël Poulsen være tavs?

Erhvervsjournalist Lasse Friis kigger på sagen mellem Jakob Baruël Poulsen og hans tidligere arbejdsgiver, DONG. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I marts 2012 blev Jakob Baruël Poulsen pludselig en kendt person. Fra anonym underdirektør i DONG rykkede han op til at være omdrejningspunktet i den dramatiske fyring af DONGs mangeårige topchef Anders Eldrup. Eldrup havde blandt andet givet særligt en medarbejder en usædvanlig høj løn og en gunstig fratrædelsesordning, begrundede bestyrelsesformand Fritz Schur dengang blandt fyringen med.

Det stod hurtigt klart, at det drejede sig Jakob Baurël Poulsen. Hovedpersonen selv sagde aldrig noget. Landets medier ville høre hans udlægning, men han holdt sin mund, og det blev han ved med.

Faktisk vil han ikke tale om noget som helst, men tiden er ved at indhente ham. Hans investeringsselskab Copenhagen Infrastructure Partners vokser. Han står til at modtage ti milliarder nye pensionskroner, der skal bruges på vindmølleparker og andre alternative investeringer. Oveni de syv mia. kr., som hans investeringsselskab allerede har brugt, forvalter han nu 17 mia. kr. Det er penge, som Jakob Baruël Poulsen har fået stillet til rådighed af primært PensionDanmarks 642.000 medlemmer.

Jakob Poulsen kan selvfølgelig vælge at blive ved med at tie. Det er hans egen beslutning så længe PensionDanmark og de andre pensionskasser, som vil skyde penge i projektet, tillader det. Men erfaringer viser, at det næppe er den bedste løsning. Spørg f.eks. i kapitalfondene, der for ti år siden stadig valgte den tavse strategi. Det skulle vise sig at skabe problemer, efter fondene begyndte at købe store danske virksomheder som TDC og ISS. Myterne om kapitalfondene voksede sig større end fakta, og fondene blev beskyldt for alverdens uhyrligheder. Det selv om fondene ofte skaber værdi i de selskaber, som de ejer.

Jakob Poulsen har sandsynligvis gjort sig overvejelser, om han vil holde tavsheden, og om han kan slippe ud af den. Han kunne f.eks. kigge på Eivind Kolding. Han blev efter fyringen som øverste chef i Danske Bank udnævnt til at investere de mange milliarder, som Novo Nordisk-ejeren Novo A/S råder over. Med så stor en pengetank er Kolding nødt til at udtale sig offentligt. Det gør han, men han har konsekvent afvist at sige noget om sin fortid i banken.

Jakob Poulsen får sværere ved at holde sig fra offentligheden, når pensions­opsparernes penge i stigende grad vælter ind i hans investeringsselskab. Erfaringerne i kapitalfondene taler for, at han snart er nødt til at fortælle om strategien og planerne i Copenhagen Infrastrukture Partners.