Hvem beskattes af børnebørns aktiegevinst?

Er det giveren eller modtageren af en aktiegave, der skal betale skat af fortjenesten?

Hvis aktiegaven til børnebørn giver et afkast, hvem skal så betale skatten? Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

? Jeg har oprettet to depoter til mine børnebørn i min sparekasse og indsat nogle penge, som er blevet placeret i aktier. Efter to år i depotet er aktierne nu blevet solgt med en fortjeneste, og børnebørnene har brugt dem på ferie.

Nu kan jeg imidlertid se, at beløbet er sat til beskatning hos mig, hvilket ikke var meningen, da jeg aftalte med sparekassen, at skat af afkastet skulle indgå i deres bundfradrag, så der ikke skulle betales skat af beløbet. Har jeg misforstået det?

Med venlig hilsen P.

! Da fortjenesten er blevet sat til beskatning hos dig, er der et eller andet sted sket en misforståelse. Bedsteforældre er ikke skattepligtige af afkast af gaver givet til børnebørnene. Var registreringen af depoterne sket korrekt, ville beskatningen ske hos børnebørnene.

Du skal have en snak med pengeinstituttet om registreringen af depoterne. Dernæst skal du have en snak med Skat om, at der skal rettes til, så beskatningen sker hos børnebørnene. Det kan sagtens være, at Skat i den forbindelse vil være mindre samarbejdsvillige end dit pengeinstitut, og at Skat vil se en eller anden form for bevis for, at du har givet børnebørnene pengene til at købe aktier for.

Du skriver, at skat af afkast skulle indgå i børnebørnenes bundfradrag, hvormed du sikkert mener personfradrag. Du skal være opmærksom på, at det er kun 42%-skatten - det vil sige skatten af aktieindkomst over 49.900 kroner - der kan nedsættes med personfradraget. 27%-skatten berøres ikke af personfradraget.

Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk