Her står boligerne til salg i to år

Sælgerne venter i op til to år på at få solgt en bolig de steder i landet, hvor boligerne er på markedet i længst tid. (Opdateret)

Foto: Modelfoto: Colourbox

Boligsitet Boliga.dk har kigget på hvor lang tid, boliger optræder på markedet rundt om i landet. Sælgere af lejligheder i Børkop har den længste udbudstid i Danmark - ejerlejligheder i den lille jyske by har stået til salg i gennemsnitligt 765 dage, før de forsvinder fra markedet på grund af enten et salg, eller at sælger giver op.

Dernæst kommer sælgere af villaer på Læsø, der venter 477 dage - ca. 16 måneder - på en køber.

I Holbæk på Vestsjælland må sælgere af lejligheder vente 475 dage i gennemsnit, mens villaejerne i Beder syd for Århus venter 431 dage på deres køber eller giver op.

På Sjælland er det i de nordlige områder, der ventes længst. Sælgere af lejligheder i Værløse har tålmodighed i 420 dage i gennemsnit, og længere sydpå findes de længste udbudstider i Københavns sydvestkvarter, hvor en sælger i Sydhavnen venter i 355 dage.

De hurtigst salg sker tilsyneladende blandt villa-ejerne i Århus-forstaden Åbyhøj med en gennemsnitlig udbudstid på 97 dage, mens sælgere i Vadum nord for Aalborg, Gjerlev i det nordøstlige Jylland og Klemensker på Bornholm kun venter i henholdsvis 105, 115 og 120 dage på et salg.