Her får du den billigste studielejlighed

Ny opgørelse fra Realkreditrådet viser, at der er flest små lejligheder til salg i København S og på Østerbro, mens de billigste mindre lejligheder er til salg i Brønshøj og Søborg.

Foto: Mathias Løvgreen. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

København er dyr at bo i som studerende, men hvis man er villig til at droppe tanken om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed for i stedet at sætte sig på cyklen og bruge rugbrødsmusklerne, er der små lejligheder til salg i København lige nu.

Realkreditrådet har lavet en opgørelse over, hvor i København der lige nu er flest ejerlejligheder på under 75 kvadratmeter til salg, samt hvor de er billigst.

»Der er små lejligheder til salg i alle bydele i København. På Amager i København S er valgmulighederne flest med over 160 mindre ejerlejligheder til salg. Generelt set dækker København S et stort område med mange boliger til salg. Derfor er det ikke så overraskende, at der netop her er flest små lejligheder til salg,« siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Top 3 rundes af af København Ø og København N.

Københavns dyreste adresser er stadigvæk de lilla adresser fra Matador-spillet i København K, men Frederiksberg C og Hellerup er også godt oppe på listen over kvadratmeterpriser.

Generelt er priserne lavere, desto længere væk fra centrum man kommer. Områder som Brønshøj, Søborg og Kastrup ligger i bund. Brønshøj har de gennemsnitligt, laveste udbudspriser med 27.000 kr. pr. kvadratmeter. For en lejlighed på 60 kvadratmeter svarer det til en pris på ca. 1,6 mio. kr.

»Der er stor prisforskel på ejerlejligheder i København. De billigste lejligheder i hovedstaden koster næsten det halve af en typisk ejerlejlighed i København K, som er Københavns dyreste område,« siger Ane Arnth Jensen og uddyber:

»Det er vigtigt, at man som køber tænker over, at man får mere for pengene uden for centrum. Men det er også blevet overkommeligt at bo lidt længere fra centrum, fordi man har metroen og god infrastruktur i det hele taget.«