Her er lejlighedernes priser fordoblede på fem år

Det er en kendt sag, at lejlighedspriserne har været på himmelflugt. Men i en forstad til København er de stukket helt af, og i en stor provinsby er de stadig relativt billige.

Foto: Linda Kastrup

Sælgerne ler og køberne græder i en forstad til København. I hvert fald når det drejer sig om lejligheder. I Rødovre er ejerlejligheder over de seneste fem år steget med ikke mindre end 98 procent. Det betyder, at en lejlighed på 80 kvadratmeter nu koster over en million kroner mere end den gjorde for fem år siden, påpeger mæglerkæden Home på baggrund af de senest opgjorte salgspriser Boligsiden.

Ejendomsmægler Lasse Wennerwald fra Home i Rødovre har denne forklaring:

»Det er en kombination af den gode geografi i første række til Københavns Kommune, og de høje priser i København, der får køberne til at kigge længere ud,« skriver han i en kommentar til tallene.

Efter hans erfaring er køberne af lejlighederne enten lokale eller fra det sydlige opland til København. Købere fra København og Frederiksberg går mere efter villaer og rækkehuse, da de typisk vælger at flytte fra en lejlighed for at få mere plads og en have, mener han.

Det skal med i det samlede billede, at priserne i Rødovre på trods af den rekordhøje stigning fortsat er lavere end i København og på Frederiksberg. Og målt i kontantpriser er en lejlighed i København steget cirka 180.000 kroner mere end i Rødovre, mens en lejlighed på Frederiksberg er steget med 330.000 kroner mere i gennemsnit.

Mads Ellegaard, relationschef i Home, mener, at de igangværende arbejder med at forbedre transportmulighederne er med til at trække priserne i omegnskommunerne op.

»Omegnskommuner som Rødovre, Gladsaxe og Hvidovre mærker for alvor de gode tider for ejerne i København. Jo bedre hovedstaden bliver bundet sammen med metro, letbane, s-tog og motorveje, jo bedre spredes de positive tendenser fra København og Frederiksberg til forstadskommunerne,« skriver han i en kommentar.

Rødovre nyder desuden godt af tilfredse borgere, der agerer som ambassadører for deres kommune. En Voxmeter-undersøgelse viser, at Rødovre Kommune har den stærkeste opbakning blandt sine borgere, 65 procent, mens den er lavest i Randers med 23 procent.

Det afspejler sig tilsyneladende også i priserne, som i Randers er steget mindst over de seneste fem år. De er kun steget med seks procent, mens de i de omkringliggende storbyer Aarhus og Aalborg er steget henholdsvis 30 og 48 procent i gennemsnit.

Se prisudviklingen for lejlighederne herunder: