Her er det dobbelt så hurtigt at tjene til en iPhone som i København

I de fleste europæiske hovedstæder kan indbyggerne hurtigere tjene penge nok til at købe en iPhone eller en Big Mac end i København, viser nye indeks over arbejdstid kontra lokale priser.

Foto: LUCY NICHOLSON.
Læs mere
Fold sammen

I byer som Luxembourg, Miami, New York og Geneve kan indbyggerne tjene penge nok til at købe en iPhone dobbelt så hurtigt som københavnerne. Det viser et studie i købekraft, som den schweiziske storbank UBS har udarbejdet.

Banken har regnet med prisen på en iPhone 6, 16 GB, uden binding og lås.

Set med danske briller afspejler vores placeringer på de forskellige indeks dels prisniveauet i Danmarks hovedstad, vores lønniveau og ikke mindst vores skattetryk. I København tager det 54,6 timer med en gennemsnitlig indkomst at tjene nok til at købe en iPhone, mens det i Oslo kun tager 37,6 timer. Hurtigst er det i Geneve, hvor kun 21,6 timer kan veksles til en iPhone.

Når sulten skal stilles, så tager det 20 minutter i København at tjene nok til en Big Mac, mens det i Oslo kan gøres på 19 minutter. I Big Macs hjemland tager det i storbyerne kun 11 minutter.

Til gengæld skal en lønmodtager i Kiev og Jakarta arbejde i henholdsvis 627 og 468 timer for at spare sammen til en iPhone.

Overordnet set er København nu verdens femte dyreste by fraregnet omkostninger til boliger. De dyreste byer på listen er Zürich, Geneve, og New York City, hvor priserne er 2,5 gange højere end i Bukarest, Sofia og Kiev.

Bruttolønningerne i København er de sjettehøjeste, viser UBS' tal.

Se indeksene over arbejdstid i forhold til iPhone, Big Mac og et kilo brød herunder.