Her er der boligfest: Så mange er blevet hus-millionærer i 2017

Foto: Nyhavn.
Læs mere
Fold sammen

De rige har mange glæder.

Sådan lyder et gammelt mundheld, men hvis det at tjene mere end en million på villaen, gør en rig - så er der mange folk med mange glæder nord for København.

Det er nemlig i det oplandet til hovedstaden, at flest af årets hussælgere har kunnet indkassere en milliongevinst på at sende villaen videre til en ny ejer. Det viser en ny opgørelse fra boligsiden Boliga.*

Charlottenlund, Hellerup, Gentofte, Virum er bare begyndelsen på en lang liste af nordsjællandske postnumre. Og der er da også en grund til, at det er i nærheden af hovedstaden, der er den største andel boligmillionærer i 2017.

»Husene her koster i forvejen mange millioner kroner, og derfor skal boligerne ikke stige procentvis meget i pris, før der kan indkasseres gevinster over en million kroner. Samtidig er det traditionelt meget populære områder, der suger mange af hovedstadens boligmillionærer til sig. Det er med til at drive priserne opad,« siger Frederik Rovsing.

Helt præcist var det mere end fire ud af fem sælgere i Charlottenlund, der kunne indkassere mindst en milliongevinst, mens det i Hellerup var 78 procent.

Her spejder de efter millionerne

Det er dog ikke hele landet, man kan finde nyslåede boligmilionærer. I flere danske byer har ingen af villasalgene efterladt ejeren med mere end en million, mens der i mange andre områder kun har været et par enkelte handler til milliongevinst.

I byer som Frederikshavn, Nakskov og Skjern var der ingen handler, hvor villaen havde taget et millionhop, mens det i blandt andet Børkop og Ikast kun var en enkelt.

Og selvom det er i Charlottenlund og dets nordsjællandske nabobyer, man finder den største procentvise andel af bolighandler med indbygget milliongevinst, så er der andre byer, hvor der reelt er flere sælgere, der virkelig har kunnet fejre boligsalget.

I Roskilde er der i årets første måneder blevet indgået 47 handler til en milliongevinst - det giver 48 procent af de samlede handler i byen.

Her kan du se, hvor mange der blev boligmillionærer i din by

* Boliga har opgjort antallet af handler, hvor forskellen på købs- og salgspris er over 1 million kr. Opgørelsen er lavet for villa/rækkehuse, der er solgt i almindelig fri handel i 2017, og hvor handlen er tinglyst. Der tages ikke højde for eventuelle om- og tilbygninger. Der skal mindst have været 20 tinglyste salg i 2017 før postdistriktet er medtaget i listen.