Her er de nye rigmandsghettoer i de danske storbyer

Priserne på nybyggeri i Danmarks storbyer er så høje, at der bliver skabt deciderede rigmandsghettoer, hvor kun dem med meget dybe lommer kan være med. Det er en kedelig byudvikling, mener direktøren for Boliga.dk.

Nordhavn i København er et af de nye boligområder, som er under udvikling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Med massive prisforskelle på nye og gamle boliger er der sat gang i en udvikling, hvor de mange nye boligområder bliver ghettoer for de rige. Det viser dugfriske tal fra Boliga.dk. Direktøren for boligportalen finder det bekymrende, at samfundet bliver delt op på den måde.

»Det, vi ser i øjeblikket, er skabelsen af deciderede rigmandsghettoer i Danmarks største byer. Her bliver der rejst økonomiske mure, hvor det kun er de rige, der bliver lukket ind ad porten,« siger Frederik Rovsing, boligøkonom og direktør i Boliga.dk.

Ifølge tallene er de ejerlejligheder, der er blevet bygget i 2015 eller senere i København, Aarhus, Odense og Aalborg, og som er blevet handlet i løbet af det seneste år, alle dyrere end den ældre boligmasse i de danske storbyer. Flere steder endda ganske betragteligt.

Den største prisforskel finder man i Odense, hvor salgskvadratmeterprisen er næsten dobbelt så høj for en ejerlejlighed i et nyt byggeri som i et gammelt. Helt konkret koster nybyg i gennemsnit godt 32.000 kroner per kvadratmeter, mens kvadratmeterprisen i en gammel ejerlejlighed er på knap 17.500 kroner.

Prisforskellen er faktisk mindst i København, hvor nybyg koster godt 38.800 kroner per kvadratmeter og gammelt knap 35.400 kroner - altså en forskel på godt 3.400 kroner. Det svarer til, at en nybygget lejlighed på eksempelvis 80 kvadratmeter i København i gennemsnit koster 3,1 millioner kroner, mens én, der har flere år på bagen koster omkring 2,8 millioner kroner. I Odense vil de tilsvarende koste henholdsvis 2,6 millioner kroner for nybyg og 1,4 millioner kroner for en gammel lejlighed.

Frederik Rovsing peger på, at rigmandsghettoerne ikke kun er et fænomen på ejerboligmarkedet, men også gælder lejeboligmarkedet, fordi der er fri prisfastsætning af huslejen på nybyggeri.

»Lejeboligmarkedet i områderne vil derfor også i vid udstrækning være lukket land for mennesker med almindelig indkomst. Ved at samle en masse af den samme type mennesker de samme steder, får man en kedelig byudvikling, da man ikke får skabt de forskelle i levevis, der giver en god dynamik i et lokalsamfund,« siger han.