Her bliver lejlighederne lynsolgt på 48 dage

De københavnske lejligheder sælges hurtigere og hurtigere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen

Det er en af livets største handler. Men er man udkig efter en lejlighed, er der byer og områder, hvor salget af dem går hurtigt.

Det går generelt hurtigere med at sælge lejligheden. For mens det i år på landsplan i gennemsnit har taget 89 dage at sælge en lejlighed, så tog det sidste år 95 dage, mens det i 2013 var helt oppe på 143 dage.

Men her i 2017 er der også forskelle på, hvor hurtigt lejlighederne bliver solgt, alt efter hvor de ligger. Kortest tid er lejlighederne til salg i københavnerbydelen Nørrebro, viser en opgørelse af salgstiderne fra Boliga.*

Her tager det i gennemsnit 48 dage fra boligen kommer på nettet, til den er solgt. Det er ikke bare det hurtigste. Det er også - i tråd med landstendensen - blevet væsentligt hurtigere de seneste år. I 2016 lød salgstiden således på 86 dage for Nørrebro, mens den tilbage i 2012 var 159 dage.

Det er dog ikke en ren bydels-fest for de københavnske sælgere.

For lige i hælene på Nørrebro kommer forstadskommunen Rødovre, hvor det tog 50 dage at få lejligheden solgt, mens det i Helsingør tog 52 dage. Her tog det sidste år henholdsvis 84 dage at sælge lejligheden i Rødovre og 152 dage i Helsingør.

Hurtigere end huse

Og det er ikke kun for top tre, at det går hurtigt med lejlighedssalget. På landsplan tager det som nævnt 89 dage at sælge en ejerlejlighed, mens det tager 192 dage at sælge en villa - selvom også salgstiden på villaer er faldet de senere år.

Det hænger sammen med, hvor lejlighederne ligger henne i landet:

»Lejlighederne er koncentreret i de store byer, hvor der har været mere gang i boligmarkedet, mens landområderne trækker salgstiden op for villaerne. Derfor ser vi forskelle på, hvor hurtigt salget går for de to boligtyper,« siger boligøkonom hos BRFkredit, Mikkel Høegh, til Boliga.

Det tog længst tid at sælge en ejerlejlighed i Næstved. Her fik 117 dage, mens det i Hellerup nord for København tog 110 dage.

I København K - altså indre by og hovedstadens hjerte - var salgstiden ifølge Boliga på 95 dage.

Her kan du se, hvor hurtigt lejlighederne er blevet solgt i din by

*Boliga har opgjort salgstiden på ejerlejligheder i januar og februar de seneste fem år. Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg i perioden.