Halvdelen af danskernes klatpensioner forsvinder

Op mod 40 milliarder kroner af danskernes pensionsformuer sygner hen på glemte konti. Selv på konti med op til 100.000 kroner ses der eksempler på, at opsparingen udhules.

Op mod 40 milliarder kroner af danskernes pensionsformuer sygner hen på glemte konti. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mere end 1,2 millioner pensionskonti med under 100.000 kroner står og sygner hen. Og for cirka halvdelens vedkommende udhules formuen, så der bliver færre penge at leve for, når en stor gruppe af ikke-pensionsinteresserede med kortere jobforløb i arbejdslivet går på pension.

Problemet er danskere, som i forbindelse med korterevarende ansættelse på en fabrik, i en børnehave eller via et studiejob har sparet op til pensionen.

Men pengene er blevet glemt i takt med, at folk har fået en ny uddannelse, nyt job eller er endt i arbejdsløshed – og i den forbindelse er holdt op med at indbetale til ordningen.

Pengespildet er så alvorligt, at regeringen sidste år nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle undersøge problemets omfang og komme med løsninger til det. Det er fakta fra deres indtil videre fortrolige rapport, som Berlingske Business har fået indsigt i.

Blandt andet fremgår det, at den gennemsnitlige glemte pension er på 32.000 kroner. Men det er meget forskelligt fra pensionsselskab til pensionsselskab, om pengene forrentes, eller om de roligt, men sikkert bliver til ingenting.

Men en af konklusionerne er, at der rundt om i landets pensionskasser står omkring 40 milliarder kroner i depoter på under 100.000 kroner, hvoraf knap halvdelen gradvist udhules, når der tages højde for prisudvikling, det beskedne afkast, og at pensionsselskabet tager sig betalt for at holde pengene.

I sagens natur er det mest de pensioner, der står færrest penge på, som er i fare. Men en fjerdedel af de glemte pensionsopsparinger på op til 75.000 kroner forrentes så dårligt, at omkostninger og prisudviklingen æder de opsparede penge op. Og der er set eksempler på, at også ordninger med op til 100.000 kroner fordufter.

»Det er meget ufordelagtigt for den enkelte at have pensionerne spredt ud. Mange er ikke opmærksomme på, at de har klatpensioner, og det er lidt vores holdning, at når pension er et lavinteresseområde for forbrugerne, er det en god idé at tage folk mere i hånden og sørge for, at samlingen af pensionerne sker,« lyder fra forbrugerøkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet.

Og det er netop denne opgave, som arbejdsgruppen i ministeriet arbejder på at løse. Beskæftigelsesministeriet har ingen kommentarer, fordi udvalgsarbejdet endnu ikke er færdigt.