Gyldne dage for flekslånere

Flekslån er lidt af en lækkerbidsken rent prismæssigt. Men færre danskere springer på vognen for første gang i lang tid.

Foto: Foto: Colourbox

Tag en chance og hop over i et flekslån. Det vil give en besparelse på 875 kr. pr. måned for et lån på en million kroner.

Det viser beregninger, som Nykredit har lavet for Dine Penge, efter at renten har raslet ned i knap et år, og kort tid før rentetilpasningslånene skal refinansieres.

Nykredit påpeger, at der har været et nærmest frit fald i den korte rente siden årsskiftet, og det har gjort rentetilpasningslånene lukrative sammenlignet med de fastforrentede lån. Den månedlige ydelse efter skat for et lån på en million kr. er på 3.572 kroner.

Hvis man er mere forsigtig og nøjes med at snuppe et fem procent fastforrentet lån, så koster det en ydelse efter skat på 4.447 kr. pr. måned. Forskellen skyldes, at den effektive rente på flekslånet er kommet helt ned på 2,15 procent.

På det fastforrentede fem procent lån skal man hoste op med en effektiv rente på 5,19 procent.

Føler sig fristet

”Derfor er der også mange låntagere, som føler sig fristet af den nuværende lave ydelse og vælger et F1-lån. Og det kan såmænd være et fornuftigt valg,” siger økonom i Nykredit Jens Lieutenant Pedersen.

Han fremhæver dog, at brugen af det billige lån kræver omtanke.

”Man skal bære sig fornuftigt ad og ikke sidde med et stramt husholdningsbudget. For eksempel er der forskel på at være en nystartet familie med børn og mange faste udgifter eller et midaldrende par med lav gæld og få fast udgifter,” siger Jens Lieutenant Pedersen. 

”Generelt kan det være en god ide, at en del af ydelsesbesparelsen gemmes som en buffer til trange tider – hvad enten de kan skyldes ledighed, sygdom, skilsmisse eller en mærkbar rentestigning,” lyder det fra økonomen i Nykredit.

Anbefaler et andet lån

Trods den dejligt lave ydelse på flekslånet er Nykredit et af de realkreditselskaber, der som udgangspunkt anbefaler sine kunder at tage det fastforrentede lån.

Selv om lånet er dyrere, har det nogle andre gode egenskaber, mener Nykredit. Ydelsen på lånet ligger fast i hele løbetiden, og det giver en god beskyttelse mod udhulning af friværdien ved rentestigninger.

”Dertil kommer, at de seneste måneder er renten på det fastforrentede lån faldet pænt. Kursen på et fem procent lån er aktuelt over 98. Det er et meget attraktivt niveau set i historisk perspektiv,” siger Jens Lieutenant Pedersen.

Af den seneste statistik fra Danmarks Nationalbank fremgår det da også, at lidt færre danske boligejere har ladet sig friste af flekslån i seneste kvartal: Godt halvdelen tager nu rentetilpasningslån mod omkring otte ud af ti tidligere på året.

Torsdagens lille rentenedsættelse hos Nationalbanken får kun begrænset indflydelse på boligejernes økonomi. Faldet på 0,1 procentpoint til 1,35 procent betyder en årlige besparelse på 660 kroner om året på lånte million for boligejere med efterfinansiering, der er direkte knyttet til Nationalbankens indskudsbevisrente, oplyser BRFkredit.