Grøndalsvænge udskyder forligsbeslutning - retssager på vej

Som forening udnytter Grøndalsvænge nu frist til årsskiftet til at tage stilling til Københavns Kommunes tilbud. Men der arbejdes videre med gruppesøgsmål, som knap 180 andelshavere nu støtter, og desuden har 104 erstatningssager kurs mod retten.

Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den varme kartoffel blev skudt til hjørne ved generalforsamlingen tirsdag aften i andelsforeningen Grøndalsvænge. Et stort flertal blandt de 350 fremmødte andelshavere besluttede  at udnytte muligheden i kommunens forligstilbud om at udskyde det endelige svar til årsskiftet.

Men det står også klart efter generalforsamlingen, at et søgsmål fra andelshaverne samtidig er på vej mod kommunen. 180 andelshavere har nu tilsluttet sig et gruppesøgsmål mod kommunen for at få den til at opgive den gamle klausul med et loft over værdien af foreningens grunde. Alternativt vil gruppen bag søgsmålet have erstatning for det økonomiske tab, foreningens medlemmer lider ved en håndhævelse af klausulen.



Desuden står det ifølge andelshaver Jens Aggerbeck, som er en af initiativtagerne til gruppesøgsmålet klart, at et stort antal individuelle søgsmål, 104, ligeledes har kurs mod retten.



"Køberne har ikke andet valg end at lægge sag an inden forældelsesfristen indtræder den 7. september," siger han.

De 104 sager vedrører de andelsboliger, der er handlet siden 2004, da foreningen mente sig frikøbt af alle klausuler og lod andelskronen stige i lighed med andre andelsforeninger.

"Taberne i sagen er de 104 bolighandlere, der er tvunget til at afvente det taktiske spil, men alligevel nu tvinges til at starte de formelle søgsmål inden forældelsesfristen den 7. september. De er forståeligt nok frustrerede over aftenens diskussion, men magtesløse overfor beslutningen truffet med et overvældende flertal," oplyser Jens Aggerbeck.

Den ekstraordinær generalforsamling med 353 repræsenterede andelshavere blev holdt i Falkoner Centret på Frederiksberg.

Ifølge Jens Aggerbeck er de jurister, der bistår med gruppesøgsmålet, optimister med hensyn til udfaldet - især på grund af nylige opdagelser:

For det første har kommunen tilsyneladende selv handlet med foreningens andele fra 1972 til 2004 til priser, som er hævet fra de oprindelige niveauer. For det andet henviser et brev fra Boligministeriet i 1974 til prisen på foreningens huse, som er sat efter den offentlige vurdering, mens grundpriserne fastholdes uforandret.