Græsk nej kan give comeback til 2,5 pct. boliglån

Investeringsøkonom spår, at grækernes nej ved søndagens folkeafstemning vil få kurserne på danske realkreditobligationer til at stige så meget, at de 30-årige 3 pct. lån bliver lukningstruet. Det vil for alvor få 2,5 pct. lånet tilbage i spil.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Et fastforrentet 30-årigt 2,5 pct. lån til drømmekurs kan muligvis blive en realitet efter grækernes nej ved folkeafstemningen søndag.
Læs mere
Fold sammen

Selv om det græske nej skaber nervøsitet og usikkerhed på de finansielle markeder, er intet så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder det fra investeringsøkonom Per Hansen fra handelsplatformen Nordnet.

For de boligejere, som ikke nåede med på vognen, da renterne på 30-årige obligationslån var helt i bund, kommer der nu endnu en mulighed for at sikre sig en meget lav, fast boligydelse, påpeger han.

»Det medvirker det græske nej nemlig til. Det drejer sig ikke kun om, at investorerne vil søge med de sikre obligationshavne, men også om at den europæiske centralbank (ECB) kan tænkes kortvarigt at skrue yderligere op for de kvantitative lempelser, som vil have en tendens til at trykke obligationsrenterne og hjælpe boligejerne til en lavere boligydelse,« siger Per Hansen.

Han forklarer, at de internationale investorer opfatter Tyskland som den absolut sikreste bastion indenfor eurozonen. I ly af Tyskland ligger Danmark, der opfattes som en investeringsmæssig sikker havn. Det betyder konkret, at obligationsinvestorerne søger mod bl.a. danske og tyske statsobligationer, hvilket vil trække kursen på de danske realkreditobligationer med op.

Derfor forventer Per Hansen, at kursen på 3 pct. lånet kan nærme sig 100 og blive lukningstruet for nyudstedelser. Det vil medføre, at realkreditten trækker et lån med en endnu lavere rente frem på hylden som det mest attraktivt valg for boligejere med drømme om et billigt fastforrentede lån.

»Det bliver næppe med et 2 pct. lån i nærheden af kurs 100, men 2,5 pct. lånet kan komme markant tættere på 100 i forhold til fredagens niveau på ca. 94,5,« siger han.