GolfBox køber GolfOrganizer

Optimering. Overtagelsen medfører dog ikke større ændringer de to produkter imellem

GolfBox A/S, Silkeborg, som producerer og sælger softwareløsninger til danske golfklubber, har overtaget den tidligere danske konkurrent GolfOrganizers aktiviteter. Dette indebærer, at Helge Munck fra GolfOrganizer fremover vil være ansat hos GolfBox A/S.

Begge virksomheder betragter overtagelsen som et naturligt led i udviklingen på det danske marked, således at knowhow, support og produktudvikling optimeres.

Der satses nu hårdt på at kigge fremad i en branche, der generelt har oplevet en stor vækst, især på antallet af golfklubber og golfspillere. Denne vækst forventes at fortsætte i de kommende år.

Overtagelsen vil dog ikke medføre større ændringer de to produkter imellem. Det er stadig de samme personer, som i det daglige arbejde vil varetage softwareløsningerne, hvad angår tilretninger og support. GolfBox A/S vil videreføre de nuværende produkter fra GolfOrganizer samt service og support, så længe der fortsat er potentiale og efterspørgsel på det danske marked.

Langsigtet satsningDet, som begge parter har anset som én af de vigtigste faktorer for det nye samarbejde, er det fremadrettede fokus på udviklingen. GolfBox A/S¹s indtog på det danske marked, med en markedsandel på over 70 procent i løbet af blot tre år, har åbnet muligheder for en videreførelse af internetbaseret teknologi i den fremtidige udvikling. Det er ligeledes fra denne platform, der satses langsigtet, især på de udenlandske markeder. Den internationale vækst skal understøttes af kompetente løsninger og interne kræfter, og dette skal samarbejdet også bidrage til.

Begge parter ser meget positivt på fremtiden, og vækstgrundlaget er nu på plads til at sikre den bedste service og de bedste løsninger for alle danske og udenlandske golfklubber samt partnere.