Glem København K: Her ligger landets dyreste lejligheder

Lejlighederne i Københavns nye bydel er strøget til tops.

Det er nybyg. Det er attraktivt. Og så er det dyrt.

Det skriver Boliga.

Lejlighederne i Københavns nye bydel, Nordhavn, er strøget til tops, og det koster, hvis man vil modtage sine breve påskrevet postnummer 2150.

Den uafhængige boligside Boliga* har opgjort salgskvadratmeterpriserne for første halvår af 2016, og hver eneste kvadratmeter projektbyggeri i Københavns nye bydel har kostet 46.873 kr. - det gør området mere end 5.000 kroner dyrere end nummer to på listen: Frederiksberg C.

Altså har Nordhavn endnu engang vist sig særdeles attraktivt, og det med god grund:

»Nybyggeri er altid dyrere, og så er der både store altaner samt luft og vand. Nordhavn har altså det hele, fordi der også er visioner om, at bydelen skal være en integreret del af byen, og det har køberne sat sig ind i,« siger ejendomsmægler og indehaver Nicolai Maare Bai fra LokalBolig Østerbro.

Gamle travere

Det er da også i det københavnske, køberne har måtte betale mest for pladsen.

For efter Nordhavn og Frederiksberg C følger København K, Hellerup, København V og København Ø. Alle med kvadratmeterpriser der ligger over 38.000 kr.

Forlader man "djævleøen" er det i Aarhus C, lejlighederne har kostet mest. Hver kvadratmeter i hjertet af byen kostede 32.277 kr.

Det er skarpt forfulgt af Aarhus N, hvor prisen lød på 29.714 kr.

Randers er billigst

Hvis man derimod gerne vil have så meget plads for pengene som muligt, er det med at pakke sydfrugterne og rykke til Randers.

De billigste kvadratmeterpriser for lejligheder finder man her. Randers NV koster 6.832 kr., Randers NØ står til 7.543 kr. og det dyreste postdistrikt i Randers bliver centrum.

Her skal man slippe 9.866 kr for hver eneste kvadratmeter - det er dog stadig det tredjebilligste sted i hele landet.

Har du spender-bukserne på? Her er de udbudte lejligheder i Nordhavn.

Skal du have meget for pengene? Her er de udbudte lejligheder i Randers NV.

* Boliga har opgjort salgs-kvadratmeterprisen for ejerlejligheder i første halvår 2016. Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg i fri handel.