Fra Kina til Japan

Så blev det hverdag igen. Med slunkne lommer, udspilede vomme og i tilgift en dårlig samvittighed oven på julen

og nytårets frådsen i fedt og vellevned.



Den slags kræver en øjeblikkelig indsats, hvis ikke bondeangeren

skal få overtaget. Og da jeg af moralske og mentalhygiejniske grunde ikke har mulighed for at dyrke motion, så må

jeg gå andre veje.



Som så ofte før i denne situation kommer redningen fra de mange asiatiske restauranter,

der med sine fedtfattige menuer og som regel også rimelige priser er en god modgift mod januardepressioner.



Derfor stævnede

fruen og jeg på en af årets første dage mod Hellerup, hvor der på hjørnet af Strandvejen og Maglemosevej

for tre måneder siden åbnede et såkaldt »orientalsk sushi house«. Navnet er Ichiban, det betyder nummer et

på japansk, så der er på forhånd fyret godt op under forventningerne.



Indehaveren er ganske vist kineser

og har boet i Danmark i 28 år, men han har i flere omgange været i lære hos en japansk mester på et af Hong

kongs femstjernede luksushoteller, så sushi-kvalifikationerne burde være i orden. Forbindelsen til Hongkong forklarer

i øvrigt også resten af menukortet, der inspireret af stilen på førnævnte luksushoteller er en pan-asiatisk

blanding, dog med hovedvægten lagt på det japanske og ikke mindst sushien og dens risløse fætter sashimi.



Derfor

valgte fruen og jeg da også frem for de japanske og thailandske kødretter (f.eks. oksekød med salat af roastbeef,

kyllingelår i teriyaki-sauce og den japanske fondue-ret sukiyaki) at koncentrere os om de rå fisk. Dog først efter

at have fået varmen ved hjælp af en god suppe.

Kinesisk klassiker

Jeg valgte den kinesiske klassiker won ton.

Den traditionelle hønsesuppe er suppleret med strimlede salatblade og hvedemelspakker med fyld - i dette tilfælde af

kinarejer. Sidstnævnte havde ikke overvældende meget smag, og det samme gjaldt selve suppen, der virkede underligt flad

og disharmonisk i smagen - muligvis fordi hønsesuppen var suppleret med en fed lakseditto, uden at de to smage fik hverken

modspil eller var blevet integreret i hinanden.



I fruens nudelsuppe var selve suppen den samme, men nudlerne, de tilsatte korianderblade

og i endnu højere grad de tre veltilberedte, møre og velsmagende stykker kød gjorde hele udslaget. Suppen virkede

pludselig både god og fyldig omend særdeles voluminøs. Vi var blevet fortalt, at den nok ville være lige

lovlig stor som forret. Lad os korrigere til, at den er et måltid i sig selv, så nu er man advaret!



Ichibans vinkort

er overordentligt lille, så jeg valgte stedets eneste japanske øl, der ikke overraskende er lig med producenten Kirins Ichiban-øl.

Den meget neutrale drik, som efter min mening er den dårligste af de tre store japanske ølproducenter, hvoraf jeg klart

foretrækker Sapporo, havde lidt problemer med at leve op til næste ret.



På en tallerken dækket af frisee-salt

og med en lille forhøjning af reven gulerod, der var toppet af ristede sesamfrø, lå et grillspyd i selskab med hoisin-sauce

og lidt flere sesamfrø. I fruens tilfælde marineret og grillet blæksprutte, og i mit to kammuslinger. Begge saftige

og velsmagende med den karamelliserede smag fra grillen i god samklang med den søde og krydrede hoisin-sauce.

Ingen

a la carte sushi
Nu var det blevet tid til sushien. De rå fisk på den riseddike-marinerede risbolle gjorde deres entre

på et stort og ifølge japansk æstetik korrekt rektangulært stentøjsfad. Normalt skyr jeg forudbestemte

sushi-menuer som pesten.



De er ofte lavet på forhånd og sat på køl, hvad der får risen til at

gryne og klaske sammen. Derfor foretrækker jeg at bestille min sushi a la carte og helst bid for bid, så jeg ved, de er

nylavede. Men på Ichiban er det ikke muligt at bestille a la carte eller stykvis, så vi valgte den største af menuerne

til 250 kroner for 13 nigiri (finger-sushi) og to skiver maki-rulle.



I modsætning til de fleste andre sushisteder i byen

er Ichibans 13 nigiristykker forskellige. Det betyder, at det er lidt sværere at være to om en menu, men til gengæld

får man prøvet en hel del flere forskellige fisk end sædvanlig, og det er absolut et plus i min karakterbog.



Første

bid var ellers ikke særlig betryggende. Risen i de to makiruller var klart køleskabskold og sammentrykket, og rullerne

sandsynligvis lavet tidligere på dagen eller måske endda aftenen før. Det er simpelthen ikke godt nok og må

ikke forekomme på en sushirestaurant med respekt for sig selv.



Gudskelov forholdt det sig anderledes med nigiristykkerne,

hvor risen var løsere i det og havde bid, og fisken (med undtagelse af laks og tun, der virkede lidt trætte i smagen)

var både frisk og velsmagende og stammede fra arter, der trods klassikerstatus i Japan, normalt er sjældne gæster

på danske sushi-tallerkener: Tre slags blæksprutter, de søde og rå rejer, grillet ål, ark shell, surf

clam (kæmpetrugmusling) og den utrolig velsmagende tilapia (fanget i Det sydkinesiske Hav, men herhjemme kendt som sankpetersfisk).



Og

endnu bedre blev det med mine »krigsskibe«, der med sprød tang og håndlunken ris bar tydeligt præg af

at komme direkte fra sushikokkens hænder.



De såkaldte gunkan-maki, der er formet af et stykke opretstående

tang og er rullet om en risbolle, så de ligner et gammelt japansk sejlskib, er beregnet på fyld af den mere skrøbelige

og uhåndterbare slags, som f.eks. rogn.



I Ichibans tilfælde visuelt flot anrettet med fire slags rogn i hver sin farvenuance.

Den højorange laks var udgået denne dag, men tilbage var en rødfarvet stenbiderrogn (i menuen fejlagtigt benævnt

russisk kaviar) og den orangebrune og nærmest foie gras-agtigt smagende søpindsvinerogn.



Samt en skriggrøn

rogn, der viste sig at være stenbiderrogn farvet med så store mængder af den stærke grønne wasabi (japansk

peberrod), at den kunne have skaffet luft til et nok så forkølelsestilstoppet kranie.

Alene på pindenDessert

var der ikke plads til, så vi bad om regningen fra vores fortravlede tjener, der viste sig at være identisk med både

indehaver og kok. Den kvindelige tjener havde samme formiddag sygemeldt sig med influenza, og den i hast tilkaldte brormand var endnu

ikke kommet, så kokken havde måttet klare det hele selv.



Det forklarede de indledende ventetider - hele 50 minutter

gik der før forretten kom på bordet - og muligvis også den køleskabskolde makirulle. Som kompensation var

alle drikkevarer on-the-house. En fin gestus, men i anmeldelsessammenhæng kan den ikke helt opveje hverken den kolde ris eller den

slatne won ton.



Resten af menuen er der dog ikke meget at udsætte på, selv om jeg som sushisnob synes det er en

forbrydelse ikke at servere a la carte og med kokken ude foran i baren, især da når udvalget af fisk er så usædvanlig stort.





Vi ligger et sted mellem to og tre stjerner, men lader tvivlen og den influenzaramte tjener komme Ichiban til gode og ender

derfor på små tre.







Berlingske Tidende