Forsvar for højere kommuneskat: Hånd under velfærden

Q&A. Borgmester i Albertslund, Steen Christiansen (S).

Foto: Asger Ladefoged. Der er stor forskel på skatten i nabokommunerne Albertslund og Glostrup - de to kommuners borgmestre forklarer deres skattesatser og er her fotograferet på grænsen mellem kommunerne på Roskildevej. Her Steen Christiansen, borgmester i Albertslund.
Læs mere
Fold sammen

? I sætter kommuneskattesatsen op fra 25,1 til 25,6 i 2016 – hvorfor gør I det?

»Det gør vi for at sikre den langvarige holdbarhed i kommunen. Vi har vurderet, at det var en kombination af skatten, en budgetreduktion og et mindre anlægsbudget, der er vejen til at sikre det. Det er et helt banalt spørgsmål om at holde hånden under kernevelfærden. Vi står i en situation, hvor vi har en demografisk udvikling, som betyder, at vi får flere ældre. Vi åbner et nyt plejecenter og sundhedshus om en måneds tid, og det betyder alt andet lige, at vi har stigende udgifter på det område. Samtidig ønsker vi at holde hånden under vores dagtilbud og vores skoler, som stort set går fri af besparelserne.«

? Også grundskyldspromillen er væsentligt højere – 33,94 – hvorfor det?

»Den har været høj i mange år i Albertslund Kommune. Det er en del af den måde, vi har sammensat den samlede beskatning.«

? For et par, der tjener 400.000 kr. hver og bor i et gennemsnitshus, kan de spare 15.000 kr. årligt i skat ved at bo i Glostrup Kommune i forhold til Albertslund Kommune. Hvad får de ekstra i Albertslund for de penge?

»Først og fremmest får de et højt service­niveau på daginstitutionsområdet og skoleområdet. I Albertslund Kommune er bespisning med i daginstitutionspriserne. Vi har også et højt serviceniveau på kulturområdet i forhold til foreningsliv og biblioteker mv.«

? Hvis en familie er på udkig efter ny bolig – hvorfor skal de så vælge Albertslund frem for Glostrup?

»Det skal man af en lang række årsager. Ud over det, jeg nævner med vores daginstitutioner og skoler, har vi også en kommune med et differentieret trafiksystem, der gør, at ungerne kan færdes overalt i byen uden at møde biler og lastbiler. Vi har de grønne områder, og så har vi et stærkt foreningsliv og et højt serviceniveau på kulturområdet. Vi ønsker at gå nænsomt til værks, når det drejer sig om budgetreduktionerne. Det er derfor, at vi har valgt – selv om der bliver gennemført besparelser på omkring 50 mio. kr. – at vi tager den sidste tredjedel via en skatteforhøjelse.«

msix