Forsinket tinglysning skal kulegraves

Rigsrevisionen skal undersøge den skandaleramte digitalisering af tinglysningen.

Selv om mægleren kan sætte "Solgt"-skiltet foran boligen, er handlen først rigtigt afsluttet, når skødet er tinglyst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Colourbox

Købere og sælgere af fast ejendom, mæglere, advokater og bankrådgivere - alle river de sig i håret over den store forsinkelse, de oplever, når de forsøger at få tinglyst ejerskifte over en fast ejendom. Siden den offentlige tinglysning i september blev digitaliseret, har der nemlig været store problemer og lang ventetid.

Nu går Rigsrevisionen ind i sagen og vil undersøge, hvad der er gået galt, skriver Computerworld. Det fremgår af et notat fra Rigsrevisionen til statsrevisiorerne, der har bedt om "en større undersøgelse". Ifølge notatet vil man gå tæt på den "økonomiske, tidsmæssige og funktionalitetsmæssige udvikling" i projektet.

Overgangen til digital tinglysning blev forsinket halvandet år, og da det endelig kom i gang, forsvandt kladder i systemet, og bunken af papirfuldmagter, der skulle scannes, voksede eksplosivt og skabte ventetid og stor frustration. Problemerne har været så store, at Domstolsstyrelsen tilbageholdt penge fra IT-leverandøren CSC, skriver Computerworld.

Undersøgelsen ventes afsluttet i maj 2010.

Indtil systemet kommer til at virke efter hensigten, er købere og sælgere henvist til at få finansieret for eksempel dobbelt ydelse på boliglån i banken, mens de ansatte hos banker, mæglere og advokatfirmaer fortsat river sig i håret.