Forsikringsselskaber laver hemmelige rapporter om din bolig: »Jeg har overhovedet ingen tillid«

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Foto: Henning Bagger

Godmorgen,

Her får du ugens første nyhedsoverblik. Vi skal i dag forbi Carlsberg Byen, hvor boligsøgende har fået appetit på opkøb.

Men vi begynder med en opsigtsvækkende historie og boligsalg og forsikring.

1
Forsikringsselskaber laver hemmelige rapporter ved boligsalg

Flere forsikringsselskaber og byggesagkyndige bliver nu anklaget for at udnytte tilliden hos boligejere, der sætter deres ejerbolig til salg. Det skriver Politiken.

Når de byggesagkyndige møder op på bopælen for at udarbejde den nødvendige tilstandsrapport, kan de samtidig være købt og bestilt af et forsikringsselskab til at indsamle detaljerede oplysninger om boligens generelle stand og indretning.

Oplysningerne bliver indsamlet i al diskretion og brugt i forsikringsselskabernes forsøg på at designe og sælge en række nye forsikringer til boligens kommende ejer-, tyveri-, indbo- eller husforsikringer.

Sådan lyder kritikken fra landets boligadvokater og sammenslutningen af mindre byggesagkyndige. Også Forbrugerrådet Tænk er bekymret.

»Disse skyggerapporter er ydelser, der ikke har noget at gøre med den opgave, som den bygningssagkyndige skal varetage efter loven,« siger Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske Boligadvokater, til Politiken.

Hidtil har forsikringsbranchen nærmest konsekvent afvist eksistensen af de såkaldte skyggerapporter. Men hos Topdanmark og konsulentfirmaet Ebas bekræfter man nu, at der indsamles »supplerende oplysninger« i såkaldte indtegningsskemaer.

»Årsagen til, at vi i nogle tilfælde anvender eksterne bygningssagkyndige til at udfylde de interne indtegningsskemaer, er for at spare tid, så kunderne hurtigst muligt kan få et tilbud på en ejerskifteforsikring«, siger Stefan Gravang, der er bygningsskadechef i Topdanmark.

Skyggerapporterne har tidligere tiltrukket politisk opmærksomhed. Men dengang manglede der dokumentation, og det er daværende formand for Folketingets By- og Boligudvalg Mette Reissmann (S) stadig frustreret over:

»Jeg har overhovedet ikke tillid til, at forsikringsselskaberne ikke udnytter deres position. Sagen er, at der ikke er nogen, der taget teten på det område mere. Det ligger og cykler rundt mellem tre ministerier, som skubber aben videre«.

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag.

- eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

2
Pensionskasser tørster efter at købe op i Carlsberg Byen

Mens byggeriet skrider frem i en af Københavns nyeste bydele Carlsberg Byen, gør to store pensionskasser PFA og Pensam klar til at købe op blandt ejendommene. Begge vil gerne bruge milliarder på at købe Carlsberg ud af ejendomsudviklingsprojektet, men spørgsmålet er, om det er muligt?

De to pensionskasser ejer nemlig allerede store aktieposter i Carlsberg Byen. Derfor skal de blive enige med de andre ejere om at få lov til at købe op blandt ejendommene frem for andre købere.

»Det er et projekt, der har udviklet sig utroligt positivt. Markedet er jo et helt andet i dag, end det var i 2012, da vi kom ind. Der er opstået en slags hype om Carlsberg Byen, folk ligger jo i telt uden for døren for at få lov at købe lejligheder, når de bliver sat til salg,« siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme.

Byggeriet i Carlsberg Byen forventes at stå færdig i 2014. Arealet bliver på næsten 600.000 kvadratmeter og skal bl.a. rumme 3.000 ejerboliger. Læs mere i Berlingske her (kræver abonnement).

Business anbefaler

3
Investorer kræver resultater fra Mærsk-topchef

Forud for A.P. Møller-Mærsks kapitalmarkedsdag, der afholdes tirsdag, kritiserer utålmodige og frustrerede investorer manglende indtjening og en næsten flad udvikling i aktiekursen over de seneste ti år. Det skriver Børsen (kræver abonnement).

»I gamle dage havde Mærsk supermarkedsdelen og oliedelen, der tjente penge, når det gik dårligt for containerfarten. Men de dele har de solgt fra, og det betyder jo, at de er endnu mere eksponerede over for containerfarten. Spørgsmålet er, hvad de vil gøre for at dække af for containerfartens svagheder,« lyder det bl.a. fra privatinvestor og tidligere Mærsk-ansat Henrik Anker Olesen, der netop har solgt sine Mærsk-aktier.

Topchef for A.P. Møller-Mærsk, Søren Skou, erkendte for 10 dage siden i forbindelse med regnskabsaflæggelse, at rederigiganten ikke tjente penge nok. Tirsdag skal han så til eksamen og forsøge at overbevise investorerne om, at Mærsk er på rette kurs. Det sker samtidig med, at Mærsk er tæt ved at være i mål med en historisk opsplitning.

Det skal investorerne holde øje med

De fleste investorer håber nok på en stille opstart efter vinterferien, hvilket også ser ud til at være tilfældet. Der er både lukket på de amerikanske og kinesiske børser i dag, og uden de store nøgletal på kalenderen, er der udsigt til rolig sejlads på finansmarkederne, påger Nordeas seniorstrateg Andreas Østerheden:

  • Af interessante ting at følge var denne morgens nøgletal fra Japan, som kom ud på et rigtigt flot niveauer. Eksporten overraskede markedet positivt og kom meget stærkt ud. Særligt drevet af eksporten til Japans store samhandelspartner Kina. Tankan-rapporten for fremstillingssektoren gik tilbage, men efter en meget stærk måling i januar. Det er en indikator, der har været i flot fremgang det seneste år, og seneste svaghed kan tilskrives styrkelsen af den japanske yen samt seneste markedsuro.
  • På den politiske front vil vi have lidt at følge i Europa, hvor de europæiske finansministre vil stemme om vicepræsidentposten i ECB. Valget står mellem Irlands centralbankchef Philip Lane og den spanske økonomiminister Luis de Guindos. En af disse to kandidater skal afløse Victor Constancio, når hans periode udløber til maj. Blandt finansministrene vil Grækenlands hjælpepakker også blive diskuteret.
  • Regnskabssæsonen for fjerde kvartal er efterhånden ved at lakke mod ende i Japan og USA, men der kommer nogle interessante regnskaber i ugens løb, herunder Walmart, Home Depot, HP og Berkshire Hathaway. Mens vi fortsat mangler godt halvdelen af de europæiske regnskaber, viser tendenserne i de tre regioner stærk salgs- og indtjeningsfremgang med en indtjeningsvækst i omegn af 15-17% pct., hvor særligt de cykliske sektorer er i fremmarch. Det afspejler den stærke aktivitet, vi ser globalt, og det vil drive aktierne højere fremadrettet.

Det sker på markederne

De asiatiske markeder er steget mandag. De har fulgt i kølvandet af de amerikanske markeder, der havde en god uge. Samtidig er yen svækket, hvilket også bidrager til grønne tal på de asiatiske markeder ikke mindst i Japan.

  • Nikkei 225: +1,8 pct.
  • China Shanghai Composite: +0,5 pct.
  • Sydkoreas Kospi: +0,6 pct.
  • Sydneys ASX 200: +0,6 pct.