Forsikringsselskaber bør ikke køre på kanten

Hvor langt kan eller bør et forsikringsselskab gå i håb om at afsløre forsikringssvindel?

Erhvervskommentator, Jens Christian Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Det er ikke et nyt tema; debatten om forsikringsselskabernes hemmelige overvågning af kunderne er med jævne mellemrum dukket op til overfladen over de seneste 10-15 år. Fra personovervågning med skjult kamera, til overvågning via de sociale medier og nu helt konkret med hemmeligt placerede GPS-sendere på bilen.

Forsikringsselskaberne prøver sig hele tiden frem i håb om at skubbe grænserne for, hvad der accepteres og ikke accepteres. Dels i henhold til gældende lovgivning, dels med hensyn til, hvad der er acceptabelt set med etiske øjne.

Indimellem siger nemlig lovgivningen ét og etikken noget andet. Forsikringsbranchen synes at hylde princippet om, at alt, hvad der ikke er forbudt, er lovligt. Virksomheder, der vedkender sig et samfundsansvar, risikerer dog at få alvorlige ridser i imagelakken, hvis man forsøger at fifle sig frem til nogle fordele.

I den seneste sag viser det sig som omtalt her i Berlingske Business, at nogle forsikringsselskaber i al hemmelighed bruger GPS-sporing. Ganske vist i overensstemmelse med det juridiske forretningskodeks, som branchen selv via interesseorganisationen Forsikring & Pension har opstillet. Men helt ude af trit med et etisk kodeks og en ganske almindelig sund fornuftsbetragtning.

Svært at forstå, at en brancheorganisation kan stå inde for brugen af hemmeligt GPS-sporingsudstyr, som rummer et hav at problemer med hensyn til persondataloven, privatlivets fred og så videre.

Og det skal da også bemærkes, at nogle selskaber, eksempelvis Topdanmark, Codan og PFA Pension, har fundet denne GPS-sporingsmetode uanstændig.

Ligesom det har ført til forbavselse hos politikerne på Christiansborg, der har varslet ny lovgivning på området. Det er en skidt praksis, at politikerne tvinges til at lukke utilsigtede huller, efterhånden som de opstår, fordi forsikringsselskaberne kører på kanten. Det er forståeligt, at forsikringsselskaberne forsøger at reducere forsikringssvindelen. Den meromkostning lægges nemlig på regningen til de ærlige kunder i forsikringsselskaberne.

Branchen selv vurderer, at der svindles for mellem to og fire milliarder kroner om året i forsikringssager. Det svarer til mellem fem og ti procent af de samlede erstatningsudbetalinger. Holder disse tal, betyder det, at hver forsikringstager betaler mellem 500 og 1.000 kroner mere om året i forsikringspræmie, end han eller hun behøver. Så der er altså noget at komme efter.

Løsningen på det problem kan være, at man som forsikringskunde ved indgåelse af forsikringen accepterer at kunne blive overvåget, få monteret en GPS i bilen og så videre og dermed få reduceret sin præmie. I så fald er der tale om et bevidst valg fra kundens side og ikke som nu hemmelig overvågning.

En anden metode til mere individuelt fastsatte forsikringsordninger er de såkaldte mikrotariferinger med deraf følgende betydelige prisdifferentieringer.

Det handler i korthed om, at den enkelte forsikringstager alene betaler for den risiko, han eller hun har. Noget hen ad vejen at sammenligne med en opsparingsordning. Det er et opgør med det solidaritetsprincip, som forsikringsideen oprindeligt er bygget op omkring.

Der er allerede i dag en stor grad af prisdifferentiering i forsikringsbranchen, og det betyder, at jo dårligere kunde du er, jo mere betaler du i forsikringspræmie.

Det kan dog i yderste konsekvens give det problem, at dårlige liv og farlige liv slet ikke kan forsikres. Det er til syvende og sidst et politisk spørgsmål, hvad den traditionelle forsikringsordning skal udvikle sig til. I den udvikling er det dog afgørende, at forsikringsbranchen selv spiller med åbne kort, ikke fifler sig igennem og gør sig klart, at også forsikringsselskaber har et samfunds­ansvar.