Forbud mod den daglige dram

Hvordan kunne en stor nation som USA tro på, at man kunne forbyde alkohol fra den ene dag til den anden? Den daglige dram havde

siden de første udvandrer været en naturlig ting. Det var whisky og sød rom og masser af stærk gin. Der

blev drukket så meget, at man nemt kunne kalde det et problem. I Danmark løste vi det ved at pålægge skyhøje

afgifter på spiritus. I USA forsøgte man sig altså med et totalt forbud.



Det var mændene, der drak.

I begyndelsen af 1900-tallet var der opstået en række kvindeforeninger, som ville ha'' far hjem fra værtshuset. De

mest aktive kaldte sig "the Anti Saloon Leaque" og "the Women''s Crusade". De foretog angreb på værtshuse,

hvor de med økser smadrede al inventaret, men vigtigere endnu, fik de stor politisk indflydelse. En række stater i bibelbæltet

fremsatte forslag om en lov, som skulle forbyde fremstilling, transport og salg af berusende drikke.

Den forhadte lov

Den

6. april 1917 erklærede præsident Wilson krig mod Tyskland. I den anledning blev der sneget nogle lovforslag igennem,

som kun skulle virke kortvarigt. Blandt andet et "krigstidsforbud" som ingen rigtigt kunne gå imod. Som en lille sidebemærkning

til loven stod der, at hvis 36 stater ønskede USA tørlagt, ville man lave en lov, som gjaldt for hele landet. Ingen

troede på, at det ville ske.



Godt og vel et år efter meddelte Nebraska, som den 36. stat, at man var tørlagt.

Der var ingen vej tilbage. Volstead-loven (efter det kongresmedlem som udformede den) blev vedtaget. Der var ikke noget at misforstå.

Alt over en procent alkohol var forbuden frugt, og der blev pålagt hårde straffe for at omgås loven, som skulle

blive den mest forhadte i USA''s historie.



Det syntes klart, at det amerikanske folk ønskede forbudet eller i det mindste

gik ind for at prøve det. I mere end 50 år var de blevet fortalt, at et forbud mod alkoholiske drikke ville være

løsningen på alle deres problemer. De troede, at de ville blive mødt af engle, som ville bringe dem fred og velsignelse,

når den store dag oprandt. I stedet blev de mødt af en horde smuglere, hjæmmebrændere, gangstere, pengeafpressere,

korrupte dommere og politi samt tusinder af smugkroer.

agenterEt minut over 12 den 16. januar 1920 trådte forbudsloven

i kraft. Mere end 1500 agenter med skinnende politiskilte og fingrene på aftrækkerne var på tæerne. Marinepoliti,

grænsevagter og sheriffer var klar med alle midler til at forsvare den nye lov. Klokken fem minutter over tolv, fire minutter

efter lovens ikrafttræden, blev en gammel mand pågrebet af to agenter og fem politibetjente.



Han havde gjort sig

skyldig i at skænke sig et glas cognac, som han havde gjort det de sidste 40 år. Han blev løsladt mod kaution på

1000 dollars.



På samme tidspunkt blev en kinesisk restaurant ryddet og hele personalet arresteret. Chicago fik allerede

fra første dag en forsmag på, hvad man kunne vente sig de næste 13 år. Bevæbnede ganstere slog vagterne

ned ved et forseglet spiritusdepot og stjal mere end 10.000 kasser whisky.

Stop for forbudFor at gøre en lang trist

historie kort, så førte alkoholforbudet til, at forbruget steg. Før loven blev indført, var der i New York

15.000 spiritusbevillinger. I 1927 var der 32.000 "speak easy", hvor man kunne få noget at drikke. Lidt overraskende

begyndte kvinderne nu også at drikke. Det havde de ikke tidligere haft tradition for. Korruptionen fik masser af næring.

Det er vel ikke for meget at sige, at USA under forbudsperioden var styret af gangstere.



Da Roosevelt blev præsident, gik

der ikke lang tid, før øl blev tilladt. Man kunne for første gang i 13 år se ølvogne rumle ned ad

gaderne uden eskorte af bevæbnede gangstere. Samme år, 5. december 1933, blev Volstead-loven ophævet. Livet kunne

begynde igen.