Forbrugerrådet kritiserer rentestigninger

Danske Bank forsøger at forklare, hvorfor renten stiger - men det skal man ikke pr. automatik tage for gode varer, advarer Forbrugerrådet.

Tonny Thierry Andersen, chef for Danske Bank Danmark Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er svært at forstå, hvorfor bankerne sætter renten op. Det erkender Danske Banks direktør Tonny Thierry Andersen i en kronik i dagens udgave af Berlingske. Han understreger dog, at det er nødvendigt for bankerne at sætte renten op for at tjene flere penge.

"Det er i dag – på trods af lave eller negative nationalbankrenter – blevet markant dyrere at drive en bank," skriver Tonny Thierry Andersen, der er chef for Danske Banks privatkundedel.

Forbrugerrådet køber ikke forklaringen.

"Man skal ikke bare tage Danske Banks ord for gode varer. Bankerne har jo tjent godt før krisen, og der er jo så en risiko for, at det kan gå den anden vej. Det burde bankerne have taget højde for tidligere, og det er nu meget svært at forstå, at kunderne skal betale mere, for at bankerne igen skal tjene flere penge," siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet.

En nylig offentliggjort analyse af bankernes finansieringsomkostninger fra Aalborg Universitet viser, at det i første halvår af 2012 blev billigere for bankerne at låne, men Morten Bruun Pedersen anerkender, at bankens kapital- og reguleringsomkostninger er steget efter finanskrisen.

"Men jeg tror ikke, at de er steget så meget, som der bliver lagt op til fra Danske Banks side, og som renten er blevet sat op," siger han.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, køber heller ikke Tonny Thierry Andersens forklaring på bankernes rentestigninger.

"Spørgsmålet er så nu, om de ikke alligevel jagter indtjeningen fra før krisen. Den var meget høj, men der fulgte også stor risiko med. Det bliver svært at lave samme indtjening uden de risici, og jeg kan ikke forestille mig, at Danske Bank har lyst til at tage de samme risici, som de gjorde dengang," siger Lars Krull.

Han mener, at Tonny Thierry Andersen gør Danske Banks problem til hele branchens problem:

"Men det er jo ikke alle, der slæber rundt på deres nedskrivninger og et sådant indlåns-underskud. Det handler måske mere om, at Danske Bank var lidt for optimistisk i tiden før finanskrisen."

Tonny Thierry Andersen slår i kronikken på, at banken differentierer sine priser, så de svage kunder betaler mere, fordi der er højere risiko på deres lån. Derfor kan de stærke kunder også nøjes med en lavere rente. Forbrugerrådet tvivler på forklaringen.

"Opdelingen i stærke og svage kunder er svær at forholde sig til. Den opleves vilkårlig. Vi hører om flere, der blot kan ringe op til banken og klage, og så får de renten sat ned. Det får os til at tro, at priserne bliver sat ud fra, om banken er bange for, at kunden flytter," siger Morten Bruun Pedersen.

I kronikken fremhæver Tonny Thierry Andersen som et "lyspunkt i mørket", at realkreditkunderne nyder godt af "de laveste boligfinansieringsrenter i verden." Men det holder ikke.

"Det duer ikke at henvise til realkredittens renter. Det er dansk økonomis skyld og slet ikke bankernes. Bankerne har derimod sat bidragssatserne op på realkreditlån," siger Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet.