Flere sælger boligen i "hemmelighed"

Ejendomsmæglerkæde oplever stigende interesse for at få solgt boligen i al diskretion.

EDC
Omkring syv procent af de boliger, der bliver handlet gennem ejendomsmæglerkæden EDC, er såkaldte diskretsalg, hvor der ikke skiltes med boligen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Skilsmisse, pengeproblemer eller bare manglende lyst til at udstille sit hjem til offentligt skue.

Der kan være mange årsager til, at man ikke ønsker den store opmærksomhed om sit boligsalg. Og netop antallet af såkaldte diskretsalg er steget markant de seneste to år hos ejendomsmæglerkæden EDC.

Et diskretsalg betyder, at boligen hverken markedsføres i aviser eller på nettet, og at der ikke skiltes med, at ejendommen er til salg. EDC oplyser, at cirka syv procent af alle gennemførte bolighandler nu sker på denne måde, hvilket svarer til omkring 5.000 handler om året.

»Det er først og fremmest i forbindelse med skilsmisser og økonomiske problemer, at man vælger et diskretsalg. Men vi hører også om flere, der bare gerne vil vente med at involvere familie og venner i boligsalget, til det rent faktisk er gennemført,« fortæller EDCs kommunikationschef Jan Nordmann.

I 2016 havde ejendomsmæglerkæden 40 procent flere diskretsalg end året før - og dobbelt så mange som i 2014. I stedet for at annoncere boligen, findes køberen typisk gennem mæglerens køberkartotek og i forbindelse med fremvisninger af andre ejendomme.

»I nogle dele af landet er begrundelsen, at hvis det alligevel ikke lykkes at finde en køber, så er det bedst, at omgangskredsen ikke ved, at man har forsøgt at sælge,« uddyber kommunikationschefen.

Aktuelt har ejendomsmæglerkæden 1.578 boliger til salg, som ikke annonceres. Ifølge Jan Nordmann er metoden lidt mere udbredt i Vestjylland, mens den er mindst brugt på Sjælland udenfor hovedstadsområdet. I resten af landet, inklusive København og Nordsjælland, er andelen af diskretsalg nogenlunde den samme.