Fleksrenten dykker kraftigt

Boliglånere med etårige lån får snart udbytte af det kraftige rentefald.

Der er cirka 400 kroner om måneden at spare på det seneste fald i fleksrenten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Steffen Ortmann

Det bliver nemmere at være boligejer, hvis man har flekslån med etårige tilpasninger af renten.
Efter Nationalbankens nedsættelser af renten i december og januar er renten allerede faldet kraftigt, og Nykredit forudser i en ny prognose, at det kun er første skridt på vejen mod en meget lavere ydelse på boliglån med variabel rente.

"Vi forventer, at den officielle rente sænkes til 1,6 procent inden sommerferien," skriver Nykredits cheføkonom John Madsen således i realkreditinstituttets seneste nyhedsbrev.

Det vil få indflydelse på de lån, som skal tilpasses 1. april. Låntagere med tilpasning af renten i december gik i vidt omfang glip af rentens kurs nedad, fordi Nationalbankens første nedsættelse i denne omgang fandt sted, lige som auktionerne over flekslån sluttede. Dermed landede fleksrenten ved den lejlighed lige omkring 5,2 procent.

Nu er den korte rente faldet så meget, at flekslånene ser ud til at blive refinansieret til lige under 3,5 procent, forudser Nykredit.

Tilpasningen 1. april er til gengæld en af de mindre med lån for cirka fem milliarder kroner, der skal fornyes.

Rentefaldet giver et mærkbart fald i nettoydelsen pr. lånte million sammenlignet med rentetilpasningen i december. Nykredits beregninger viser, at nettoydelsen falder med godt 400 kr. om måneden pr. lånte million – fra december til april.

I efteråret var fleksrenten kortvarigt oppe i 6,2 procent.

Kilde: Nykredit

Læs også: Prishop på afdragsfrie lån på vej