Flekslån slår alle renterekorder

Boligejere med flekslån får historisk lave renter. Realkreditkæmpen Nykredit har netop afsluttet sine rentetilpasningsauktioner. Og renten på både F1 og F3 er i minus, mens F5-lånet har landet en rente på bare 0,19 procent.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Boligejere med flekslån har udsigt til rekordlave renter. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2015
Læs mere
Fold sammen

Der er rekordlave renter på vej til flekslånere i Nykredit og Totalkredit. Men før man lader champagnepropperne springe, er det værd at bemærke, at den samlede ydelse faktisk stiger en smule på F1-lån, mens dem med F3- og F5-lån kommer til at slippe billigere.

Nykredit, som også ejer Totalkredit, har netop har afsluttet auktioner for 40,5 milliarder kroner rentetilpasningslån. Resultatet er en rente på F1-lånet nede i rekordlave minus 0,05 procent, mens F3-renten er på minus 0,01 procent og F5 på 0,19 procent.

Til sammenligning er Nykredits hidtidige renterekord fra februar 2015 på 0,13 procent, 0,17 procent og 0,45 procent på henholdsvis F1, F3 of F5. Selvom renterne på både F1 og F3 er i minus, er der dog ikke udsigt til, at boligejerne ligefrem begynder at tjene penge på at have et boliglån.

»Der bliver slået nye rekorder på alle fronter. Men F1-lån bliver ikke billigere. Faktisk kommer man til at opleve en lille stigning på omkring 600 kroner om året, da den samlede ydelse stiger på grund af bidragssatserne,« siger Jeppe Borre, seniorøkonom i Nykredit, til Berlingske Business.

Ud over renter betaler man et såkaldt bidrag til realkreditinstituttet for at administrere lånet. Og da Nykredit har sat bidragssatserne op, æder det en del af gevinsten ved de rekordlave renter. Det går især ud over boligejere med afdragsfrie F1-lån, da bidragssatsen for denne type lån er højest.

Har man et F3-lån på en million kroner, er der udsigt til at slippe omkring 1.000 kr. billigere om året, mens F5-lånere kommer til at spare over 5.000 kr. om året, fortæller Jeppe Borre.

Ved sidste rentetilpasning for henholdsvis et, tre og fem år siden lød kontantlånsrenterne på 0,40 procent, 1,01 procent og 2,09 procent.