Flekslån: BRFkredit gør op med 200 års realkredittradition

Danskerne skal fortsat have adgang til F1-lån, mener BRFkredit. Også selvom det betyder et opgør med 200 års dansk realkredittradition.

BRFKredits Hovedkvarter i Lyngby Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

BRFkredit har været nede og skrue i maskinrummet for fortsat at kunne tilbyde kunderne de populære etårige flekslån, der også er kendt som F1-lån. Fremover vil BRF finansiere lånene gennem femårige euroobligationer i stedet for etårige realkreditobligationer, som der ellers har været tradition for hos danske realkreditselskaber i 200 år. Den nye finansieringsmodel vil dog ikke kunne mærkes hos kunderne. 

Det skriver Jyllands-Posten.

Det er blevet sværere for danske boligejere at få fingrene i de populære F1-lån. Lovgivning fra Danmark og EU har nemlig gjort det mere omstændeligt for danske realkreditselskaber, at opretholde de etårige flekslån, der hvert år skal refinansieres. Det har fået Nykredit og Nordea Kredit til helt at afskaffe de populære lån.

BRFkredits alternative lånefinansiering gør op med et 200 år gammelt balanceprincip i dansk realkredit, det betyder, at realkreditselskabet finansierer forbrugerens boliglån med en underliggende obligation af samme varighed som boliglånet.

Opgøret med den tradition møder hovedrysten fra Forbrugerrådet Tænk.

»Det er jeg rystet over. Det bryder jo med dét, som vi forsøger at sælge dansk realkredit på, når vi fortæller udlandet om, hvor sikre realkreditlån er,« siger Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, til Jyllands-Posten.