Fire grunde til at Nordea kommer med prisstigninger denne måned

Nykredit/Totalkredit og senest Realkredit Danmark har varslet forhøjede bidragssatser på kundernes realkreditlån, mens Jyske Bank/BRFkredit midlertidigt har fredet kunderne frem til årsskiftet. Nordea Kredit vil fortsat intet sige om eventuelle prisstigninger, men alt peger på, at koncernen melder ud om prisstigninger allerede i denne måned. Berlingske Business giver her fire grunde til den påstand.

Foto: Torben Christensen

1) Krav fra Finanstilsynet

Dette bliver Nordeas officielle årsag til prisstigningerne. Fra 2020 skal realkreditinstitutterne leve op til en række pejlemærker også kaldet tilsynsdiamanten. Pejlemærkerne er udstukket af Finanstilsynet. Et af pejlemærkerne er, at institutterne ikke må have en for stor andel af de korte flekslån såsom F1-lånet og F3-lånet, fordi de anses for usikre. Ved at hæve priserne på disse lån, skubber man en del af kunderne over i de sikre fastforrentede lån. Hvis Nordea ikke hæver priserne, risikerer koncernen, at de kunder, der vil have korte flekslån, i endnu højere grad kommer til Nordea. Og så bliver problemet med tilsynsdiamanten endnu større.

 

2) Krævende ejere og topledelse i Sverige

Nordeas hovedejer, den finske koncern Sampo Group, lægger pres på for at få en bedre indtjening i Nordea-koncernen. Nordeas topledelse i Stockholm forventer en øget indtjening i den danske del af Nordea, herunder realkreditselskabet Nordea Kredit. I april sagde Torsten Hagen Jørgensen fra Nordeas koncerndirektion til investorerne, at Nordea ville »udnytte det eksisterende vindue« til at hæve priserne – og dermed sikre en bedre indtjening. Samme dag sagde David Hellemann fra Nordea Danmark lidt modstridende til kunderne, at der ingen planer var om at hæve priserne. David Hellemann er netop stoppet i Nordea (af andre årsager, red.).

3) Tid er penge

Jo længere tid Nordea venter med at hæve priserne, desto flere penge går koncernen glip af i indtjening. Det taler for at gennemføre prisstigningerne hurtigst muligt. Prisstigninger i form af hævede bidragssatser skal annonceres med tre måneders varsel. Og prisstigningerne gennemføres ved refinansiering af lånene. Nordea har refinansiering fire gange årligt: 1/1, 1/4, 1/7 og 1/10. Hvis Nordea skal nå at få prisstigningerne til at træde i kraft ved refinansieringen 1/10, skal Nordea altså annoncere prisstigninger senest ved udgangen af denne måned.

4) Priserne er blevet hævet af konkurrenterne

Realkreditinstitutter har for vane at følge efter, når konkurrenterne hæver priserne. Landets største realkreditinstitut, Nykredit/Totalkredit, annoncerede prisstigninger i februar. Landets næststørste, Realkredit Danmark, fulgte efter i maj. Hvis Nordea Kredit, landets tredjestørste, følger efter hurtigt og hæver priserne nu, kan koncernen formentlig snige sig uden om den værste kritik fra kunderne. Hvis Nordea venter til efter sommeren, risikerer koncernen en større kundevrede. Det fjerdestørste institut, Jyske Bank/BRFkredit-koncernen, hæver tidligst priserne pr. 1. januar 2017.