Finansministeriet bremsede ny ejendomsvurdering

Finansministeriet har flere gange slået bremsen i for et mere sikkert vurderingssystem, viser korrespondance mellem to ministerier.

Et nyt system for ejendomsvurderinger har i årevis været diskuteret mellem Skatteministeriet og Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Finansministeriet har flere gange siden 2008 bremset Skatteministeriets forsøg på at indføre et nyt system til at opkræve ejendomsskatter og vurdere ejendomme. Det viser korrespondance mellem de to ministerier, som Politiken har fået aktindsigt i.

Ifølge avisen skyldtes Finansministeriets modstand blandt andet et ønske om at opretholde skatteindtægter. Det bekræfter en kilde i den tidligere regering, som var med til at droppe Skats ejendomsvurderingssystem i 2007:

»Vi fik at vide, at Finansministeriet var imod af økonomiske årsager«.

Derfor fortsatte Skat med det system, der i 2011 førte til de hidtil mest fejlbehæftede vurderinger af ejerboliger, hvilket Skatteministeriet er blevet kritiseret kraftigt for af Rigsrevisionen.

Skatteministeriet udarbejdede i 2008 en model, der fastfrøs boligejernes grundværdi og grundskyld, mens erhvervslivet skulle selvangive ejendomme. Ifølge ministeriet var det en hastesag, da Skats IT-systemer var slidt ned.

Forslaget kom med på den daværende regerings lovprogram, hvorefter en konsulent i Finansministeriet skrev: »Vi indstiller, at punktet tages af lovprogrammet«. Punktet blev, men systemet blev ikke indført.

I 2010 foreslog Skatteministeriet en fastfrysning af 2009-vurderingen, hvilket en kontorchef i Finansministeriet afviste som »helt uholdbart«.

I 2011 tog Dansk Folkeparti sagen op i Folketinget, og her foreslog Finansministeriet, at regeringen burde svare, at »det er afgørende« at fastholde indtægten fra ejendomsskatterne på 35 milliarder kroner årligt.

David Hellemann, der har været departementschef i Finansministeriet siden 2010, afviser over for Politiken, at ministeriet har fastholdt systemet for at sikre skatteindtægter. Ifølge ham har det »åbenbart været vurderingen« hos Finansministeriet, »at der ikke har ligget et oplæg, der var godt nok«.

Kristian Jensen (V), der var skatteminister fra 2004 til 2010, mener, at korrespondancen »bekræfter, at der har været et vedvarende pres fra Skatteministeriet for at få systemet ændret«.

»Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om skatteprovenu og spørgsmålet om at fjerne skattestoppet også var en diskussion, som lå løbende i hele processen,« siger Kristian Jensen til avisen.

Han siger, at han vendte sagen med daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), men at den aldrig nåede frem til politisk diskussion:

»Jeg havde selvfølgelig en dialog med ham, men vi ønskede, at det skulle være så konkret et forslag, at man kunne forklare, hvad der kom i stedet for ejendomsvurderingerne. Derfor gik sagen tilbage til ministerierne«.