Så er feriesæsonen ved at klinge af, og det er tid til at udfærdige den privatøkonomiske skadesrapport samt en plan for reparationsarbejdet. Og på trods af min efterhånden mangeårige erfaring med privatøkonomi – både i kraft af min jyske baggrund og 20 år som finansiel journalist – kommmer det hvert år bag på mig, at budgettet ikke holder.

Det store mysterium er, at budgettet også skrider, efter jeg har indført min egen forebyggende tommelfingerregel for budgetter, når det gælder ferier, byggeprojekter eller renovering af bolig eller bil.

I år røg vi både på vinterens skiferie og sommerens familieferie over de forventede udgifter, så nu er der anledning til at finde lup og pincet frem og dissekere kontooversigten i banken. Her er, hvad der blandt andet viste sig under forstørrelsesglasset:

Det er dyrt, meget dyrt, at spise og drikke, når man befinder sig et skønt sted oppe i Alperne eller tæt på en strand i Italien. Det er måske ikke så overraskende i betragtning af den herlighedsværdi, der følger med en kop kaffe eller en grillet fisk, der indtages med den slags udsigt, de byder på under sydeuropæiske himmelstrøg. Men jeg har en fornemmelse af, at der egentlig ikke er nogen overgrænse for, hvad vi som nordeuropæere kan og vil betale for mad og drikke i de rigtige omgivelser. Hvem gider også sidde med en fladtrykt madpakke på en østrisk bjergtop eller ved Como-søens bred? Men når restaurantbesøgene ganges op med antallet af familiemedlemmer, så kommer den samlede regning alligevel bag på mig år efter år.

Så er der alle de uforudsete udgifter – for bare at nævne et eksempel til en ny bikini til teenagedatteren, der ved afgang fra hotellet ikke mente, at der skulle bades. Hun skiftede mening ved synet af Middelhavets blågrønne bølger, og uden at være kender, vurderer jeg, at prisen på en bikini ved en italiensk strandpromenade er noget højere end hos Hennes & Mauritz i København. I den sammenhæng er det i øvrigt forbløffende, hvordan akut behov for nyt tøj eller sko kan opstå pludseligt under fremmede himmelstrøg.

Så er der de mindre syndere i årets regnskab: Det føles, som om italienerne sætter deres motorvejsafgifter op år efter år. Forståeligt nok et land i nærmest permanent økonomisk krise vil trække lidt flere euro ud af både sine egne borgere, der i modsætning til landet har en ganske velpolstret opsparing, og turisterne, der ikke har de store muligheder for at protestere ved næste valg. Sidstnævnte skal i øvrigt også i højere og højere grad betale såkaldt turistskat af deres overnatninger.

I samme afdeling sættes prisen på seværdigheder formentlig ud fra en tese om, at turister næppe rejser et par tusinde kilometer for så at fravælge en seværdighed, fordi adgangsbilletten er for dyr. Nu var jeg også selv skyld i, at en tur på Uffizi-museet i Firenze blev dyrere end nødvendigt. I de sidste travle dage op til ferien ville jeg forudbestille billetter til museet på nettet – hvilket i øvrigt er en god idé, fordi man undgår en lang kø ved indgangen. Men det viste sig, at jeg købte billetterne via et piratsite, og da vi stod ved indgangen kunne jeg se, at jeg havde betalt rundt regnet dobbelt så meget, som museet opkrævede.

Min tommelfingerregel har hidtil været at lægge 10-20 procent til budgettet. Fremover vil jeg lægge 10-20 procent til – efter jeg har lagt 10-20 procent til. Og så i øvrigt glæde mig over, at fælles oplevelser som eksempelvis en ferie ifølge bogen »Happy money« er en af de bedste investeringer her i livet.