Fattige boligejere kan også tjene penge på et bankskifte

Det er ikke kun de rige boligejere, der får økonomiske fordele ved et bankskift, viser ny analyse.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Mange tror, at det kun er velhavende boligejere, der kan få økonomiske fordele ud af at skifte bank.

Men de mindre velhavende boligejere kan også tjene penge på et bankskifte, skriver Politiken på baggrund af en analyse, som er udarbejdet netportalen Mybanker, der overvåger og analyserer bankernes renter og gebyrer.

I analysen er de typiske banklån, som bliver optaget ved siden af realkreditlånet, når danskerne køber bolig, blevet kortlagt, og det viser sig altså, at det for alle kundegrupper kan betale sig at skifte bank. Faktisk får det »fattigere« boligejere mere ud af et bankskifte, end de »rige« gør, siger direktør i Mybanker, John Norden.

»Vi støder ofte på den fordom, at det er de velhavende kunder, der får alle fordelene, men ser vi på bankkundernes rådighedsbeløb og de renter, de bliver tilbudt, når de skifter bank, er det lidt en myte,« siger han til Politiken.

Ifølge analysen kan den »fattige« familie opnå en minimum besparelse på 65.000 kroner i de 20 år, lånet løber.

Hos Forbrugerrådet Tænk genkender man billedet af, at banken ikke kun kigger på, om man er rig eller fattig, men til gengæld lægger vægt på, om man passer sine betalinger loyalt måned efter måned.