Få ser ud til at få penge tilbage

De senere år er 1,7 mio. private ejerboliger og 500.000 erhvervsejendomme blevet vurderet helt hen i vejret af Skat. Det er 38 mia. kr., som årligt er blevet opkrævet på et galt grundlag. Men der er næppe ret mange, som kan få penge retur efter de nuværende regler.

Hvis de nuværende regler bliver ved med at gælde og ikke laves om, bliver det svært for de fleste boligejere at få penge retur, hvis de har betalt for meget i skat. Arkivfoto: Henning Bagge Fold sammen
Læs mere

Det er formentlig kun ganske få private boligejere, som kan få penge retur fra skattevæsenet med de nuværende regler – også selv om de skulle have betalt for meget i ejendomsværdiskat, grundskyld eller andre boligskatter gennem de senere år.

Det vurderer flere eksperter, efter at Rigsrevisionen netop har rettet en sønderlemmende kritik af de offentlige ejendomsvurderinger, som Skat har ansvaret for.

Rigsrevisionen påviser, at tre ud af fire boliger er vurderet direkte forkert og på en stærkt misvisende måde.

»Eksempelvis har 41 procent af alle de boliger, der blev solgt i andet halvår af 2001, været overvurderet. Andre 34 procent har været undervurderet, mens vurderingen kun var god nok for de sidste 25 procent,« siger rigsrevisor Lone Strøm.

Hun tilføjer, at antallet af overvurderede boliger er steget stærkt siden 2003, hvor Skat overtog området fra de 224 vurderingsråd. Det er sket, også selv om loven slår fast, at den offentlige vurdering af forsigtighedshensyn skal ligge i underkanten af den ventede salgspris.

»Meget kritisabelt,« kalder Lone Strøm de offentlige vurderinger fra Skat og tilføjer, at »hverken borgere eller virksomheder kan være sikre på, at de får en lige og fair behandling, når Skat vurderer deres ejendomme.«

Men trods dette, er der næppe udsigt til, at tusindvis af borgere kan se frem til at få penge retur fra skattevæsenet, fordi de har betalt for meget i boligskatter de senere år.

Klagefristen er overskredet

Partner og leder af skatteafdelingen hos PwC, Jan M. Huusmann, siger, at det formentlig er ganske få helt almindelige boligejere, som har betalt for meget i ejendomsskat og derfor kan få penge tilbage.

»For skattestoppet har låst ejendomsværdiskatten fast på enten 2001 plus fem procent eller 2002-niveau. Derfor spiller den offentlige ejendomsvurdering kun en mindre rolle for langt de fleste,« siger Jan M. Huusmann.

Formanden for Danske Boligadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen, peger også på, at en betingelse for overhovedet at kunne få noget retur er, at man har klaget over sin offentlige vurdering.

»Og det er allerede for sent nu. Klagefristen er udløbet. Så der er brug for en politisk indgriben og nye regler, hvis folk skal have penge tilbage,« siger han. Et flertal uden om regeringen er dog nu parat til at se bort fra forældelsesfristen.

Det er især grundskylden, som en del måske har betalt for meget af de senere år, fordi den er steget, mens ejendomsværdiskatten er låst fast med skattestoppet. Det er så typisk et sted mellem 3.000 og 4.000 kroner, man har betalt for meget i skat om året for hver 100.000 kroner, ens grund er blevet vurderet for højt.

Skattereform lukkede for ældre klager

Jan M. Huusmann vurderer dog, at en del kan have betalt for meget i tinglysningsafgift.

Denne afgift skal nemlig betales på baggrund af den offentlige vurdering og ikke den reelle salgspris, når der handles boliger. Køber man således en bolig til to millioner kroner, der er vurderet til tre millioner kroner, skal der betales en tinglysningsafgift på 0,6 procent af tre millioner kroner svarende til 18.000 kroner. Det er 6.000 kroner for meget.

»Der kan også være nogle, som har fået vurderet deres bolig for højt, og derfor er kommet til at betale for meget i forbindelse med arv eller familieoverdragelser. Men det er trods alt en mindre gruppe. Til gengæld er der nok en del virksomheder, som har betalt for meget i dækningsafgift, fordi dækningsafgiften betales af forskellen mellem den offentlige vurdering og grundværdien,« siger han.

Er den offentlige vurdering af en virksomhed eller erhvervsejendom således på 50 millioner kroner og grundværdien ti millioner kroner, betales der dækningsafgift af 40 millioner kroner. Men er den rette vurdering kun 40 millioner kroner, er der betalt dækningsafgift af ti millioner kroner for meget.

Men muligheden for at få kompensation for de virksomheder, der har fået vurderet deres ejendomme for højt før 2013, er også lukket.

Skattereformen, der trådte i kraft 1. januar 2013, afskærer nemlig virksomheder fra at klage over ældre ejendomsvurderinger. Det betyder, at man kun kan klage over ejendomsvurderinger fra 2013 og frem.

Før skattereformen var det muligt at klage over de seneste fire års ejendomsvurderinger.