Få overblikket: Ugen der gik i privatøkonomi

To procent-lånet er tilbage i drømmekurs, og påsken bød på glødende dankort, men året sætter ikke rekord på boligmarkedet.

Der er ikke sat nogen boligsalgsrekorder i år. Her ses en solgt lejlighed fra EDC-mæglerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Kort før opsigelsesfristen for boliglån ultimo april er det populære fastforrentede 30-årige to procentlån i topform med en kurs, der tidligere på ugen var oppe at ramme 98,70.

»Kursen har bevæget sig op i et niveau, som gør det attraktivt for flere tre procent-boligejere at konvertere ned til to procent i rente,« skrev Nykredits seniorøkonom Jeppe Borre i en kommentar i onsdags.

Efterfølgende har kursen taget et lille dyk, men det overordnede billede er, kurserne på fastforrentede lån er steget mærkbart over den seneste måneds tid.

»For en måned siden talte vi 96,50, og niveauet har kun været højere (end 98,70, red.) to gange tidligere i historien. Samtidig har vi bevæget os tættere på opsigelsesfristen, som betyder, at omkostningen med at kurssikre ved nedkonvertering er lavere,« lyder det fra Jeppe Borre.

På den baggrund anbefaler Nykredit låntagere med tre procent-lån på mindst en million kroner med afdrag og en tidshorisont på minimum fem år at skifte til to procent-lånet.

»I sidste ende vil det dog være en individuel betragtning. I hele markedet er der tre procent-lån med afdrag og lang løbetid for omkring 75 milliarder kroner. Herudover er der lån med 3,5 procent eller højere for knap 90 milliarder kroner,« skriver Jeppe Borre.

Ud fra et kursniveau på 98,70 har seniorøkonomen beregnet, at en bolig­ejer med et lån på en million kroner ved et skifte fra tre til to procent-lån kan opnå en ydelsesbesparelse efter skat på 120 kroner om måneden. Over hele lånets løbetid løber dette op på den gode side af 80.000 kroner. Samtidig øges afdraget hver måned med 430 kroner.

»Endelig får boligejeren en væsentlig højere kursfølsomhed på lånet, hvilket er en fordel, såfremt renten stiger, idet restgældsværdien i højere grad vil falde med det nye to procent-lån. Boligformuen er dermed beskyttet i en helt anden grad, end hvis boligejeren holder fast i tre procent-lånet,« skriver Jeppe Borre og understreger, og at ulemperne ved en nedkonvertering er omkostningerne.

Ingen rekordpåske på boligmarkedet

Meldingen fra Ejendomsmæglerkæden Nybolig er klar: Påsken 2017 vil ikke skrive sig ind i historiebøgerne som den travleste på boligmarkedet til dato. Det viser en rundspørge blandt Nyboligs 220 forretninger.

»Der er ikke tale om en rekordpåske. 38 procent af vores mæglere melder om en bedre påske i år end sidste år, mens 57 procent oplevede den på samme niveau som i fjor. Kun fem procent mener, der var mere gang i den sidste år,« lyder det fra Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Nybolig.

Han mener dog, at den lidt sløje påske kan tilskrives, at der allerede er godt gang i den på boligmarkedet.

»Det går godt i øjeblikket, alle betingelser for et dynamisk boligmarked er til stede, så derfor kan man heller ikke forvente, at nogle feriedage skulle vende op og ned på alting,« siger Thomas Hovgaard, som peger på, at vejret spillede ind. Godt vejr får købere til at blive hjemme og nyde påsken, mens dårligt vejr kan få flere til at se på bolig. Årets påskevejr var som bekendt en blandet landhandel.

Arkivfoto: Dennis Lehmann Fold sammen
Læs mere

Pendlere foretrækker bilen – også målt i pris

Danske pendlere mener i overvejende grad, at bilen er bedre til at opfylde transportbehov end toget eller bussen. Det viser en undersøgelse af danskernes holdning til kollektiv transport foretaget blandt 2.480 danskere af Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.De vigtigste faktorer for pendlerne er ifølge undersøgelsen pålidelighed, rejsetid og pris, og her mener pendlerne, at bilen er bedst på alle områder.

»Som det ser ud nu, kan bus og tog ikke konkurrere med bilen. Vi mener, at man frit skal kunne vælge mellem transportformer,« siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Aftale om boligskat trækker ud

Boligejerne må endnu engang væbne sig med tålmodighed. Heller ikke i denne uge tyder det på, at der bliver landet en politisk aftale om boligskatten, skriver Ritzau.

Regeringen har ellers gennem længere tid forhandlet med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale om en aftale, der skal skabe større tryghed for boligejere.

»Vi afventer regeringen. Den seneste melding var, at man ville komme med et nyt udspil, så vi afventer og ser tiden an,« lyder meldingen fra Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

»Finansministeren er i USA, så jeg forventer ikke, at der kommer noget i denne uge fra regeringens side,« siger Engelbrecht til Ritzau.

Der har været spekuleret i, at partierne kunne blive enige om en aftale inden udgangen af denne uge. Regeringen opgav i begyndelsen af april at finde flertal til sit udspil om en flad boligskat, hvor alle boligejere skulle betale 0,6 procent i ejendomsværdiskat. Men S og DF nægtede at opgive »knæk- ket«.

Læs mere