Er foråret kommet til boligmarkedet?

Efter mørke kommer lys. Men er boligmarkedet på vej ind i et prismæssigt forår efter det sorte hul, det lå i omkring årsskiftet? Her er topøkonomernes bud.

Foto: Foto: Colourbox

Boligpriserne tog et solidt dyk omkring årsskiftet, og der er stadig et stykke at gå, mener økonomerne. Her er deres vurderinger af den udvikling, de tror på for de kommende måneder.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen har været en af de mest sortseende af bankøkonomerne, og han har fået ret langt hen ad vejen. I kølvandet på dagens statistik for store prisfald i begyndelsen af året tror han på fortsat faldende priser. Men han betragter også de store prisfald som positive.

"Jo hurtigere at priserne kommer ned, jo hurtigere kan man også forvente, at køber og sælger kan begynde at møde hinanden, hvormed der kan komme gang i boligmarkedet igen. Der er dog stadig lang vej mellem de priser, som boligerne bliver udbudt til, og så den faktiske handelspris. For en-familiehuse ligger priserne på de huse, der bliver handlet, således fortsat 30-35 procent lavere end de priser, som husene i gennemsnit er sat til salg til, og for ejerlejligheder ligger handelspriserne hele 40-45 procent lavere end udbudspriserne," påpeger han.

Dermed forudser Jes Asmussen fortsatte prisfald - også fordi det med det nuværende salgstempo vil tage mere end 20 måneder at få solgt alle de en-familiehuse, der er udbudt til salg, mens det vil tage 23 måneder at rydde lageret af lejligheder til salg.

Cheføkonom i Nordea Helge Pedersen peger på en række positive faktorer på boligmarkedet fremover: Priserne og renterne er faldet til glæde for både købere og nuværende boligejere. Samtidig er indkomsterne steget, og der er indført skattelettelser i år og næste år.

"Derfor er der også håb om, at der allerede fra i år igen kan komme mere gang i bolighandlen," vurderer han.

Hans kollega i Realkredit Danmark Elisabeth Toftmann glæder sig over det bratte prisfald.

"Jo hurtigere pristilpasningen sker, jo hurtigere går det også, før boligmarkedet finder sine ben at stå på," mener hun og påpeger, at boligpriserne steg med 17 procent i 2005 og 23 procent i 2006, mens hendes forventninger lyder på samlet fald i huspriserne på 20 procent fra toppen i 2007 frem til udgangen af 2010.

"Vi forventer altså, at det tager hele fire år at pille ét års prisstigninger ud af markedet igen. Set med de briller kan det være, at et prisfald på knap 20 procent ikke længere lyder så voldsomt," siger hun.

BRF Kredit mener ikke, at udviklingen på boligmarkedet fortsætter med så dramatiske fald som i dagens tal. Pris- og rentefald samt skattelettelser holder hånden under boligmarkedet, skriver cheføkonom Ulrikke Ekelund.

"I boligdebatten anføres der for øjeblikket også en lang række af anekdotiske beviser for spirende forårstegn på boligmarkedet. Isoleret set burde der være noget om snakken, idet det er vores erfaring, at købere på boligmarkedet i høj grad handler på størrelsen af ydelsen. Og netop ydelsen er faktisk faldet dramatisk igennem første kvartal," konkluderer hun - men påpeger dog, at den stigende arbejdsløshed er en usikkerhedsfaktor, der kan trække i den anden retning.

Det vil ifølge Ulrikke Ekelund tage hele 2009 og yderligere 10 procents fald at få vendt prisudviklingen.

Danske Banks cheføkonom Steen Bocian bider mærke i, at tilpasningen på boligmarkedet denne gang sker hurtigt i forhold til perioden 1987-1993, da landet oplevede et prisfald over 7 år.

"Det er i virkeligheden nok at foretrække, at tilpasningen sker hurtigere. Men det hurtige prisfald øger også risikoen for at blive fanget på det forkerte ben på boligmarkedet. Det bliver sværere at nå at reagere i tide, og derfor stiger faren også for at havne i teknisk insolvens og tvangsauktion," skriver Steen Bocian i en kommentar.

Han forventer, at prisfaldet fortsætter - men ikke i samme tempo.

"Priserne kommer til at falde yderligere over de kommende kvartaler - stemningen på boligmarkedet er svær at vende, og vi forventer derfor, at det samlede prisfald fra top til bund løber op i nærheden af 20 procent, før krisen på boligmarkedet begynder at ebbe ud. Indtil videre er huspriserne faldet med 12,4 procent siden toppen, så vi er kommet et godt stykke af vejen - men vi er altså ikke i mål endnu," vurderer han.