Enorm rentegave til danskerne

Vi sparer allerede over to milliarder kroner om måneden, og næste år falder fleksrenten til en tredjedel.

Danskernes gæld vokser, men udgifterne til renter falder. Når flekslånene næste år bliver markant billigere, får vi endnu flere penge mellem hænderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Christian Als

Historien om danskernes samlede rentebetaling til både banker og realkredit er faktisk årets bedste, privatøkonomiske nyhed. Hvis man altså skylder penge væk - for danskere med formue går renten i den forkerte retning.

Renten i banken er gennemsnitligt faldet med tre procentpoint, siden renterne toppede i november 2008. Sammen med den faldende rente på boliglån betyder det, at danskernes samlede rentebetalinger til bank og realkredit nu er på 9,3 milliarder kroner om måneden, mens det sidste år var 11,3 milliarder kroner, viser den seneste rentestatistik fra Danmarks Nationalbank. Renteudgifterne falder således på trods af, at husholdningernes gæld fortsat stiger.

Sagt på en anden måde, så udgør betaling af renter nu 13,6 procent af den disponible indkomst mod 17 procent i november i fjor, har Handelsbanken beregnet. Det svarer ifølge Danske Bank i gennemsnit til 500 kroner efter skat for hver husstand om måneden.

De mange ekstra penge har dog endnu ikke fået danskerne til at øge forbruget.

"Indtil videre har danskere faktisk øget deres opsparing markant, givetvis som følge af bekymringer for den økonomiske fremtid. Derfor er det usikkert, hvilken effekt de lavere månedlige ydelser vil få for dansk økonomi – ikke mindst set i lyset af de store formuefald danskerne har oplevet de seneste år og med udsigten til den fortsat stigende ledighed. På den anden side tæller skattelettelser og overenskomstmæssige reallønsstigninger i det kommende år," siger økonom Jakob Kongsgaard Olsson fra Realkredit Danmark.

Større besparelse på vej

Renterne på husholdningernes udestående banklån var i oktober 5,7 procent, mens renten til realkreditten i oktober i gennemsnit var fem procent. Den helt store besparelse er ikke indtrådt endnu:

Den kommer, når flekslån for mere end 500 milliarder kroner bliver refinansieret med effekt fra den første termin næste år.

Renten på etårige flekslån landede i december i fjor på omkring 5,3 procent, mens de første auktioner over obligationer i år er kommet ud med en meget lavere rente - helt ned til en tredjedel af niveaet fra 2008.

Hos Realkredit Danmark, som er først på banen af de store realkreditselskaber, ligger renten foreløbigt på 1,87 procent for et etårigt flekslån med afdrag. F3-lån ligger nu på 2,82 procent, mens lån med rentetilpasning hvert femte år forrentes med 3,37 procent.

For lån uden afdrag hedder den foreløbige F1 rente 1,85 procent.

"Vi forventer, at renterne kun vil stige svagt i 2010 – dermed vil dansk økonomi også få glæde af de lave renter en rum tid endnu. Det er naturligvis særdeles positivt i en situation, hvor såvel forbruget og boligmarkedet gisper efter vejret," siger økonom Tore Damgaard Stramer fra Danske Bank.

De endelige renter for næste år ligger først fast, når auktionerne hos RD slutter 8. december. Derefter følger auktionerne hos Nykredit/Totalkredit fra 26. november til 11. december samt Nordea Kredit fra 1. december til og med 14. december 2009.