Efter julen kommer inkasso

Hos flere og flere familier følges julen af en inkassosag, fordi der er julehygget for lånte penge, der ikke kan betales tilbage.

Foto: Henning Bagger

Der er udsigt til en brat afslutning af julehyggen i mange familie, der har taget forbrugslån til at finansiere højtiden.Kreditstyringsvirksomhed Intrum Justitia vurderer, at det vil ske en stigning på 25 procent i antallet af inkassosager i begyndelsen af 2012 på grund af julebudgetter, der er oppustede for lånte penge.

"Antallet af inkassosager stiger erfaringsmæssigt månederne efter jul, og forbrugerne ser ikke ud at have lært lektien denne jul. Det hænger sandsynligvis sammen med, at vi ikke ønsker at lade finanskrise eller evt. arbejdsløshed påvirke den måde, vi holder jul på. Men regningen skal betales, og hos Intrum Justitia ses allerede nu de første tegn på en travl februar med inddrivelser og rudekuverter," skriver Morten Engelbæk, direktør hos Intrum Justitia A/S, i en pressemeddelelse.

Den forventede stigning på 25 procent er i forhold til gennemsnittet af sager i hele 2011. Og forventningen er også baseret på de foreløbige indikationer om forbrugernes forventninger til, hvor meget der skal bruges på julen.

De tyder på en stigning på 1,3 procent - over en halv milliard kroner - i juleudgifterne til ca. 41,3 milliarder kroner eller 4.444 kroner pr. dansker, viser tal, som Centre for Retail Research har udarbejdet for nettjenesten Kelkoo.

Hvis man skal forhindre, at julen afløses af inkasso, så kan man følge fire råd fra Intrum Justitia:

  • Læg et budget der også inkluderer gaver, julemad, julefrokoster og nytårsaften
  • Planlæg dine gaveindkøb efter dit budget
  • Start med at købe gaver i god tid, så du udgår dyre panikkøb
  • Køb kun hvad du har planlagt
  • Undgå at tage dyre forbrugslån, tal hellere med dine kreditorer om udsættelse af betaling