Efter 47 år bag eget rat: De sjove biler er de dyre biler

Biler har været en ganske dyr del af mit liv, siden jeg i 1970 investerede 4.000 kr. i en skinnende flot og kun lettere brugt Morris 1000.

Det begyndte med en grå Morris 1000, og ti biler senere kører Jens Chr. Hansen i Volvo V60. Men fruen ønsker sig en højere bil og automatgear, så det kan snart være tid til at skifte igen. PR-foto Fold sammen
Læs mere

For 20 år siden forsøgte kultur­sociologen Henrik Dahl at skyde sig ind på vores forudsigelige livsstil med bogen »Hvis din nabo var en bil«.

Det blev en bestseller, vi elsker at få mærkater på os selv og andre. På de sociale medier florerer der et hav af tests, bl.a. »Hvis du var en bil ...« Af en eller anden grund ender de fleste af disse test med, at man er en Mercedes.

Sådan er virkeligheden desværre ikke, I hvert fald ikke for mig. Biler har været en del af mit liv – og en ganske dyr del – siden 1970, da jeg som 18-årig stolt erhvervede mit første firhjulede køretøj, en Morris 1000. Pris dengang: 4.000 kr. En herlig bil købt af en ældre mand, der havde pudset og plejet den og holdt den inden døre om vinteren. Så den stod skinnende og flot, da jeg købte den.

Glansen var dog i den grad gået af denne Morris 1000, da den tre år senere var klar til skrotning. Jeg fik dog hevet 500 kr. ud af en landmand, som ville bruge den i marken til at jage køerne ind til malkning. Altså et værditab over tre år på 3.500 kr.

Siden har jeg haft ti biler, og det er blevet stadigt dyrere. Enten er jeg en dårlig handelsmand, eller også misrøgter jeg mine biler. Det er desværre nok en kombination af begge dele – dyrt har det i hvert fald været, også når inflationen regnes med.

Jeg har haft følgende ti biler, siden nummerpladerne blev pillet af min Morris: Fiat 127, Citroën Dyane, Toyota Corolla, Ford Sierra, Audi 80, Rover 620TI, Honda CRV (den lille firhjulstrækker), Alfa Romeo 145 – og nu kører jeg rundt i en Volvo V60. To af disse biler har jeg købt som nye.

Endelig har jeg haft en amerikansk-­knurrende firhjulstrækker, en GMC Jimmy, da vi i en periode boede i New York. Det er noget af en benzinsluger, men det var på et tidspunkt, hvor brændstofprisen i USA lå på omkring tre kr. literen.

Hvad har så været de bedste biler? Afhænger noget af humøret på købstidspunkt, men Rover-dyret står stadig som den med størst køreglæde, skarpt forfulgt af GMC Jimmy-traktoren og Honda CRV-modellen.

Der er noget særligt ved at træde op i en bil, der oven i købet har automatgear. Der er plads til ski- og golfudstyr, cykler, og så kan man flytte så umanerligt mange ting i disse biler med stort bagagerum. Altså både praktik og køreglæde.

Jeg har forsøgt at skyde mig ind på, hvilke biler, der samlet set har været de dyreste. Dels med værditab, dels med løbende omkostninger.

Nu er det sådan, at jo nyere bil og jo højere pris, desto større er det årlige værditab. De dyreste i min bilsamling må nok siges at være de tre »sjoveste« biler, nemlig Roveren, Jimmyen og Hondaen.

Store årlige værditab, dyre forsikringer og høje løbende driftsomkostninger i øvrigt. Man kommer hurtigt op i en samlet årsomkostning på 70.000-80.000 kroner.

Som sagt kører vi nu rundt i lidt af en bedstefarbil, en Volvo V60 Diesel fra 2012. Praktisk, stabil og klimamæssigt nogenlunde. Meeeeen, indrømmet, også lidt kedelig.

Nu er det så, at fruen i huset, som påstår, at hun kun føler sig sikker i »høj bil« med automatgear, er begyndt at tale om at skifte bil. Men til hvad?

Derudover er der jo også fornufts­overvejelserne. Giver det økonomisk mening at købe en benzinsluger af en eller anden art på et tidspunkt, hvor ­el- og hybrid­bilerne brager frem, man taler sågar også om førerløse biler, delebiler, og hvad ved jeg.

Vil eksempelvis en ny dieselbil være at købe sig ind i fattigdom?

Gad vide, hvad kultursociologens bud ville være.

Jens Chr. Hansen er Berlingske Business’ erhvervskommentator