Dystre forventninger til boligpriserne

Huspriserne har ikke nået bunden endnu. De vil falde 10-15 procent i år, forventer økonom.

Jes Asmussen fra Handelsbanken forventer en kraftig stigning i ledigheden ledsaget af endnu et prisfald for boliger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Erik Refner

Over det seneste halve år er vækstudsigterne for dansk økonomi blevet kraftigt forværret. Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen venter nu tre år med negativ vækst i træk og kraftigt stigende arbejdsløshed.

- Opbremsningen var en realitet i 2008 med en tilbagegang på 1,1 procent. Samlet venter vi en økonomisk vækst i 2009 i nærheden af minus tre procent. I løbet af andet halvår 2009 og ind i 2010 vil vi gradvist se de økonomisk-politiske tiltag medvirke til at stabilisere situationen en smule, siger Jes Asmussen.

Samlet for 2010 ser Handelsbanken dog fortsat negativ vækst på 0,2 procent.

- Uden diverse hjælpepakker ville billedet have set endnu mere dystert ud. Konsekvensen er en kraftigt stigende ledighed, der også vil medvirke til et forstærket pres på boligmarkedet. Vi venter fald på 10-15 procent i priserne på parcel- og rækkehuse i år og fra 0 til 5 procent i 2010, siger Jes Asmussen.

Ledigheden vil i år stige til 3,5 procent. Det svarer til ca. 130.000 arbejdsløse, men i 2010 vil hele 5,7 procent - op mod 200.000 af arbejdsstyrken være uden arbejde.

/ritzau/