Du kan fortsat spare mere end 100.000 på pensionen

Stik imod hvad mange tror, så kan man fortsat efter nytår spare mere end 100.000 kroner. Indskud over 100.000 kroner giver ikke fradragsret. Men pengene er så til gengæld skattefrie, når de udbetales, oplyser Skatteministeriet.  

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fordelen ved at skyde mere end 100.000 kroner ind på en ratepension eller ophørende livrente, vil fortsat være pænt stor til næste år. Mange har ellers fået den opfattelse, at man slet ikke kan indbetale mere end 100.000 kroner på pensioner fra og med næste år, når den nye skattereform, som regeringen kalder »Forårspakke 2.0«, træder i kraft.

Men det er en misforståelse. Indbetalinger ud over 100.000 kroner vil godt nok ikke kunne trækkes fra i skatten fra nytår. Men der skal til gengæld så heller ikke betales skat af opsparingen ved udbetalingen.

Det oplyser specielkonsulent Anders Nielsen fra Skatteministeriet til Berlingske Business. Han siger, at det dog kun er indskud krone for krone, ud over de 100.000 kroner, der ikke beskattes ved udbetalingen.

Indbetaler man således 120.000 kroner på en ratepension til næste år, er der fradragsret i topskatten for de første 100.000 kroner. De næste 20.000 kroner er der derimod ikke fradragsret for, men dem skal der så heller ikke betales skat af ved udbetalingen. Eventuelt afkast af de 20.000 kroner vil derimod blive beskattet som almindelig indkomst ved udbetalingen.    
 

Hold selv styr på det

Skatteministeriet oplyser samtidig, at man selv skal holde rede på, hvor meget man indbetaler mere end 100.000 kroner på ratepensioner eller ophørende livrenter samt oplyse myndighederne om det, når udbetalingen af ens pensionsordning starter.

Det skyldes, at Skat ikke altid ved, om der er sket indbetaling på en ordning, hvor der ikke har været fradragsret. 
Det er samtidig ikke sådan, at man kan få den skattefrie opsparing udbetalt først.

»De penge, som er sparet op ud over 100.000 kroner om året, vil således blive fordelt over den periode som ens ratepension eller ophørende livrente løber over,« siger konsulent i Skatteministeriet, Hardy Pedersen.

Han man eksempelvis sparet 200.000 kroner op på en ratepension, der løber i ti år, ud over de tilladte 100.000 kroner,  vil man få de 200.000 kroner udbetalt med 20.000 kroner om året - skattefrit.

»Udbetalingen finder sted krone for krone, og eventuelt afkast af de opsparede midler er således ikke fritaget for almindelig indkomstskat,« siger Hardy Pedersen.

Prisregulering

Loftet på 100.000 kroner for indskud på pensioner vil i øvrigt blive reguleret med den almindelige prisudvikling, år efter år, ligesom det sker med alle andre satser og beløbsgrænser i det danske skattesystem.

Der er lidt over 100.000 danskere, som de senere år har indskudt mere end 100.000 kroner på en pensionsordning om året. Har man en pensionsopsparing på 15 procent af ens løn, skal man have en månedsløn på mere end 55.500 kroner, før loftet på de 100.000 kroner rammes. En del af pensionsopsparingen går dog typisk til forsikringer med tabt erhvervsevne og en éngangssum til efterladte i tilfælde af dødsfald. Denne del af opsparingen tælles dog ikke med i de 100.000 kroner, som er det fremtidige øvre loft for indskud på ratepensioner og ophørende livrenter.