Du kan få dit drømmelån tirsdag

Nu er der kun få timer, til danske boligejere kan få lån til en fast rente på kun halvanden procent.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Tirsdag morgen er der mulighed for at slå til og få tilbud på et fastforrentet realkreditlån til kun halvanden procent over 30 år.

Realkredit Danmark (RD) og flere andre realkreditinstitutter fortsætter dog med at anbefale kunderne at optage lån til to procent, som mandag ligger i kurs 99,6 og dermed giver et begrænset kurstab.

Lånene til halvanden procent forventes at kommer til verden til en kurs på omkring 96, og samlet set givet det omtrent den samme ydelse på de to lån - når der tages højde for både den højere restgæld og den lavere rente på de nye lån.

»Der er stor interesse for de nye lån. Men erfaringsmæssigt vil låntagerne vælge lånene til to procent, og der er ikke den store forskel på ydelserne, når der er tale om toprocents lån til en god kurs eller halvanden procents lån på en lidt dårligere kurs. Man afdrager lidt mere på halvanden procents lånene, men der er et større rentefradrag på to procents lånene,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Baggrunden for den stadige strøm af nye og lavere forrentede lån er den ekstreme situation med pres på kronekursen og følgende modtræk med blandt andet rentenedsættelser fra Nationalbanken. Og det er netop også det ekstreme i situationen, der får RD og de andre realkreditselskaber til at rykke tidligere ud med nye lån på et lavere rentetrin end ellers.

»Vi regner ikke med, at der bliver »run på det«. Men så er vi klar, hvis renten dykker endnu mere,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge hans beregninger bliver ydelsen på et 30-årigt lån til henholdsvis halvanden og to procent på 4.289 og 4.374 kroner - altså en forskel på kun 85 kroner til gengæld for, at restgælden med den lave rente er 42.000 kroner større på et lån til en million kroner.