Drømmer du om dit eget »slot«? Nu kan det historiske Gyldensteen endelig blive dit

Prisen for Gyldensteen er 40 millioner kroner. Fotobyline: LILIENHOFF Fold sammen
Læs mere

Majestætisk, prangende, historisk og overdådig.

Det er ord, de færreste kan bruge, når de nye stuer vises frem for familien. Men vil man gerne opgradere fra vinkel- til pejsestue, er det netop blevet muligt - og man vil sågar kunne bruge alle de imponerende tillægsord om ens nye besiddelse.

Gyldensteen hedder den historiske, fynske hovedbygning, der ifølge Boliga netop er kommet til salg - og ejendommen lader næppe meget tilbage at ønske.

For som diamanten i en smykkesamling og caviaren på en kanapé har Gyldensteen masser af noble elementer. De elementer, der netop skal være til stede til et gods hovedbygning - og en ejendom, der med ejendomsmægleren Lilienhoffs ord, »minder da også mest af alt om et vaskeægte slot.«

Intet slot uden en voldgrav - og ingen voldgrav uden en bro. Den, der hører til Gyldensteen, er renoveret sidste år, og den fører én ind på gårdspladsen til renæssancebygningen, der oprindeligt er bygget i 1640.

300 år hos samme familie

Prisen for Gyldensteen er 40 millioner kroner. Beløbet er ganske givet langt uden for de flestes rækkevidde, men for de ekstra mange millioner, får man da også en ejendom, der er - ja - ekstra.

Værelser, kamre, pejsestuer, tre køkkener og flere biblioteker kan man finde på de 1600 kvadratmeter. Mens en af stuerne, Salen, både har silkevægge, pejs og stuk, skriver Boliga.

Og man skal mange generationer tilbage, før man sidst har haft mulighed for at erhverve sig den prangende hovedbygning. Ifølge salgsopstillingen er Gyldensteen gået i arv i den samme familie i omtrent 300 år.

Fint på Fyn

Det er dog ikke kun bag de udsmykkede gavle og aldrende mure, man finder noget langt ud over det sædvanlige. Egen park hører der til - og så selvfølgelig skov. Ligesom man kan tilkøbe sig yderligere jord.

To driftsbygninger får man også med - hvor den ene har to hestebokse.  Derfra kan man så ride ud i den lokale natur - medmindre man trækker mod den nærmeste by: Bogense.

Gyldensteen er dog ikke den eneste noble bygning, der netop nu er til salg på Fyn. Nakkebølle Gods på Sydfyn blev i januar sat til salg, men her skal man have endnu mere op af lommen. Det er nemlig udbudt til salg for 90 millioner kroner.

Se Gyldensteen her