Drømmen om bofællesskabet og langbordet

Foto: Ebbe Andersen. Et bofællesskab med et ægte nabofællesskab. OK, der skulle nok hugges en hæl og klippes en tå på mange af os store egoer, der sad om bordet denne aften.
Læs mere
Fold sammen

Du kender det sikkert. Du sidder til en middag med gode venner og bekendte, og snakken går om politik, sport, USA, job osv., og på et tidspunkt falder snakken selvfølgelig på det eviggyldige tema, boligen. Ofte om bidragssatser, rockerlån (afdragsfrie lån), forældrekøb, friværdier, om at flytte fra hus til lejlighed i byen og andre temaer, som nu engang optager +50-generationen. Denne aften for ganske nylig tog snakken en drejning over mod fælles­skabet og langbordsdrømmen.

Altså om at etablere et bofællesskab. Nok er vi børn af 1950erne og 1960erne og dermed en del af den flippede 68-generation, men bofællesskabet anno 2018 handler imidlertid om et slags individualiseret fællesskab – hvis noget sådant findes.

Altså en større ejendom i byen, en byggegrund eller et gammelt gods, hvor vi hver især kunne købe og dyrke vores egen bolig med individuelle ønsker. Men med planer om også at dyrke det fællesskab og de fællesinteresser, der jo samler os. Mange gode ideer var oppe og vende.

Nu ved jeg godt, at hvis man sætter et senior foran ordet bofællesskab, vil mange danne sig billeder af gamle, hvidhårede mennesker på vej mod plejehjemmet. Problemet er bare, at sådan føler vi, »det grå guld«, os ikke. Så langt fra.

Vi køber motorcykler, bestiger alpetoppe, rejser til de yderste afkroge, forbereder os på et maraton, fælder træer, har gode, velbetalte job og meninger om alt og alle. Økonomisk velaflagte og samfundsaktive borgere med ganske stor købekraft. Spørgsmålet er derfor, om denne fællesskabstanke fra 1970erne kan omformes og tilpasses fællesskabsdrømmen i 2018.

Der findes en række bofællesskaber i Danmark. Mange med en blanding af unge og gamle, nogle med en særlig livsform og interesse for eksempelvis for økologi. Økosamfundet Dyssekilde i Thorup i Nordsjælland, et mere klassisk storkollektiv, Svanholm Gods, på Sjælland, bofællesskabet Trudeslund i Birkerød og Landsbyen i Humlebæk blot for at nævne et par enkelte.

Vores ønsker denne middagsaften gik absolut ikke kollektivvejen. Det har vi prøvet, det duede ikke. »Been there, done that«. Vanedyr, som vi jo er blevet. Derimod et fælleshus (det er her, det store langbord kommer ind) og fællesarealer, det ville være OK, men med ejerboliger tilknyttet. Og med klare vedtægter om at boligen kunne sælges videre.

Et bofællesskab med et ægte nabofællesskab. OK, der skulle nok hugges en hæl og klippes en tå på mange af os store egoer, der sad om bordet denne aften.

Nu vi er på en privatøkonomisk side bør man selvfølgelig også berøre økonomien. Mange vil måske kunne droppe bil nummer to, nogle kunne måske finde sammen om sommer­huse i ind- og udland. Hvis deleordningstanken er mere end en døgnflue, burde deleordninger af forskellig slags i den grad kunne blive en del af et bofællesskab som det skitserede.

Men egentlig er det nok næppe økonomien, der i sidste ende bliver den største barriere. Spørgsmålet er, om +50-generationen overhovedet er klar til at dele noget med nogen. Men derfor kan man jo godt gå og smådrømme lidt om bofællesskaber og de rigtigt lange langborde.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator