Det passede jo ikke!

Det holder ikke altid stik, når chefer i finanssektoren melder noget ud. Og det kan være dyrt at manøvrere efter udmeldingerne, har finansjournalisten selv erfaret.

»I skal aldrig gamble med jeres penge, det er mit job.« Tegning: Iris Fold sammen
Læs mere

Som ung finansjournalist med min første faste ejendom fik jeg at vide, at den løbende betaling for et realkreditlån, bidragssatsen, ikke var til diskussion, når lånet først var optaget. Jeg undrede mig over, at den ikke faldt i takt med, at lånet blev betalt af.

Dengang var den ikke så høj som i dag, hvor den for mange låns vedkommende udgør en større del af ydelsen end selve renten på lånet.

Satserne var lavere dengang, inden skærpede kapitalkrav blev brugt som argument for at sætte priserne væsentligt op. Så derfor var der ikke så stor bevågenhed på bidragssatserne.

Men jeg synes alligevel, det var underligt, at de ikke faldt i takt med restgælden, for oprindeligt skulle bidragssatsen modsvare den tabsrisiko, der er for realkreditinstituttet ved at yde det enkelte lån. Svaret dengang fra både BRFKredit og RD var, at der var indgået en kontrakt om en bestemt bidragssats, som først kunne ændres ved optagelse af et nyt lån – med de omkostninger, det medførte.

Nu er bidragssatsen ændret til blot at være en indtægtskilde for realkreditselskaberne, og som vores artikler i dagens avis viser, så er bidragssatserne langtfra hugget i sten. De kan ændres både ved at shoppe rundt mellem realkreditinstitutterne og ved at sørge for at få så høj en vurdering af sin ejendom som muligt. Men jeg betalte trofast den oprindelige bidragssats på mit første realkreditlån – også efter belåningen var kommet ned under 40 procent af ejendommens værdi på grund af både afdrag og prisstigninger på ejendommen.

Den anden store regning ved at tro på udmeldinger fra finansbosserne er den største. For nogle år siden begyndte pensionsekspert Jørgen Svendsen at argumentere for, at kunderne burde få adgang til deres andel af den fælles pengekasse, der ligger bag rentegarantierne på pensioner.

Men Danicas daværende adm. direktør Henrik Ramlau-Hansen meldte kategorisk ud, at det slet ikke kunne lade sig gøre at dele den fælles formue op. Og da manden er anerkendt som en af landets skarpeste forsikringsmatematikere og dr.scient. i forsikringsmatematik, regnede jeg med, at det aldrig ville ske. Og da jeg samtidig troede på et bedre afkast ved at have flere aktier i pensionsopsparingen, end rentegarantierne tillod, forlod jeg min rentegaranti i PFA Pension – to år før pensionsbranchen med PFA i spidsen åbnede for at give kunderne deres andel af den fælles formue med, hvis de opgav garantien.

Jeg havde en garanti på 4,5 procent på en del af min pensionsopsparing, og den havde formentlig udløst et såkaldt overførselstillæg på flere hundrede tusinde kroner, hvis jeg havde beholdt den.

Men så kan man lære – både som journalist og som borger – at stille spørgsmål til de udmeldinger, der kommer fra finanssektorens top.