Det lunefulde projektkøb

Som køber af et projektbyggeri kan man med nogle små kneb sikre, at man i det mindste ikke bliver overrumplet af de overraskelser, som uvægerligt vil komme.

Det kræver forudseenhed at være køber af et projektbyggeri. Arkivfoto: Liselotte Sabroe
Læs mere
Fold sammen

Om to uger flytter min familie og jeg ind i vores nybyggede bolig i et rækkehuskompleks kaldet Urtehaven på Amager. Eller det vil sige: Vi krydser fingre og tæer for, at datoen holder.

Efter to forsinkelser, en pludselig akut jagt på en midlertidig bolig og generelt ringe indblik i byggeprocessen er vores tillid flosset. Vi er også en del erfaringer rigere.

Vi var novicer inden for genren projektkøb, da vi for et år siden satte underskriften på købsaftalen. Et projektkøb er jo i sin natur en sær størrelse. Man køber nogle kvadratmeter på en knoldet byggegrund og kigger på tegninger i et flot katalog. Disse to verdener skal så forenes, og i sidste ende kan man reelt kun sætte sin lid til, at bygherre formår at løfte opgaven.

I vores tilfælde kørte alt tilsyneladende efter planen i begyndelsen af året. Vinteren var endda mild. Det tegnede lyst, tænkte vi.

Vi hørte intet fra hverken bygherre, entreprenør eller mægler. Den sætning lader vi lige hænge et øjeblik, for her har vi grund til at nedfælde læresætning nummer ét: Intet nyt er ikke lig med godt nyt – kræv information.

Fire måneder før byggeriet skulle overdrages, blev indflytningsdatoen pludselig rykket halvanden måned. Den officielle forklaring gik bl.a. på vinterens store regnmængder. Ingen af os huskede dén regn.

Fra bekendte i byggebranchen hørte vi imidlertid også en anden historie: Byggelederen var sygemeldt, og det oprindelige murerfirma var skiftet ud. Dog forlød det også fra de uofficielle kanaler, at der igen var styr på tingene.

Sommeren gik, og i begyndelsen af august fik vi for første og eneste gang adgang til boligen. Vi skulle egentlig blot måle op til gardiner, men den mission var umulig; hverken karme eller andet var færdiggjort – pånær gulvet, faktisk. Til vores forbløffelse viste gulvet sig imidlertid at være en helt anden type, end vi havde bestilt. Her noterede vi læresætning nummer to: Aftal forlods adgang til byggeriet flere gange undervejs.

Tvivlen på tidsplanen begyndte igen at nage. Ville et byggeri med så mange mangler kunne blive færdigt på kun én måned? Efter ti dages uvished og mange frustrationer kom det velsagtens selvindlysende svar. Indflytningsdatoen blev rykket endnu engang.

Denne gang måtte sælger betale en bod. Hvis vi havde været en smule mere årvågne, havde vi dog ikke slået os til tåls med en bod på 500 kroner på hverdage. For det beløb er det vanskeligt at finansiere en midlertid bolig med kort varsel, to flytninger samt opmagasinering. Læresætning nummer tre: Forsøg at forhandle bodens størrelse.

Bygherren RHB Development beklager i dag processen. Den ellers erfarne ejendomsudvikler blev overrasket over byggeprocessens mange negative hændelser og havde ikke »procedurer« for den slags.

Enden skal nok blive god – tror vi. Dog vil kun tiden vise, om denne optimistiske antagelse bliver endnu et udtryk for en novice-projektkøbers naivitet.