Det længste golfhul ligger i Haunstrup

Rekordlængde. Aktiv Fritids 11. hul har overhalet 10. hul på Himmerlands New Course

Den danske golfverden har fået endnu et par 6-hul - ud-over dét, der altid har været på Himmerland Golf & Country Clubs New Course. Det er den kombinerede klub- og pay & play-bane Aktiv Fritid i Haunstrup mellem Herning og Videbæk, som har kopieret denne ekstremitet - der ikke findes i golfterminologien, hvor man normalt kun opererer med par 3-, par 4- og par 5-huller.

Med en længde på 644 meter fra gul tee overtager 11. hul i Aktiv Fritid dermed positionen som Danmarks længste golfhul fra Himmerland-banens 11. hul, der "kun" måler 621 meter - fra både gul og hvid tee. Men ikke nok med dét. Også fra rød tee (damer) på samme hul overhales Himmerland længdemæssigt af Aktiv Fritid - med 37 meter, nærmere præciseret 584 meter i forhold til 547. Det er intet mindre end et "monsterhul," Aktiv Fritid kan byde på, idet det "knækker" to gange, én til hver side, inden det slutter med et indspil til greenen over hjørnet af en sø. At der som regel er sidevind fra venstre/vest, gør ikke det just lettere "at tæmme monsteret."

Billigt alternativ- Vi har primært skabt par 6-hullet for at gøre opmærksom på vores eksistens, og det har da også allerede vakt stor nysgerrighed blandt ikke-lokale spillere, selvom vi egentlig først officielt indvier vores sidste ni huller, med par 6-hullet, en gang i løbet af september, fortæller Ulrik Møller, der sammen med sin kone, Lise-Lotte, ejer og driver Aktiv Fritid. Anlægget adskiller sig fra de fleste andre i Danmark ved, at det tager imod både klubspillere og klubløse pay & play-spillere.

Haunstrup Golfklub lejer sig ind på Aktiv Fritid, og klubben er foreløbig nået op på 169 medlemmer - stort set alle lokale. Dét undrer Ulrik Møller, dels fordi et årskontingent kun står i 2.000 kroner, og dels fordi der ikke kræves indskud ved indmeldelse:

- Mange steder i Danmark kan folk jo ikke komme ind i de lokale golfklubber, fordi disse har lukket for tilgang af nye medlemmer. For disse mennesker er vi et godt og billigt alternativ - ikke mindst fordi vi, i samarbejde med golftrænerskolen i Ikast, arrangerer instruktionskurser, der ender med udstedelse af "det grønne kort'" som giver adgang til greenfee-spil på de fleste af landets DGU-baner. Et sådant kursus på fire fulde træningstimer koster vel at mærke kun 1.100 kroner.

Større udfordringerUlrik Møller både håber og forventer, at udvidelsen af hans bane fra 9 til 18 huller vil tiltrække både flere klubspillere og pay & play-spillere. Antallet af sidstnævnte vil givetvis stige, fordi Aktiv Fritid er den kun anden jyske pay & play-bane med 18 huller, idet den hidtil eneste har været Hansted Pay & Play ved Horsens.

Aktiv Fritids ni nye huller (par 35) - som er taget i brug, selvom de ikke er officielt indviet - byder på væsentligt større udfordringer end de ni gamle huller (par 30). Par 6-hullet vil nemlig ikke være alene om at volde problemer for selv etablerede klubspillere. Dét vil også 13. hul, par 4, med en lavtliggende, smal green på en halvø, der rager ud i en sø. 15. hul, par 3, 171/146 meter, op af en bakke med en højdeforskel på 20 meter fra tee til green kræver et både højt, langt og præcist slag, og endelig skal drivet på 18. hul, par 5, passere hjørnet af en sø.

Efter færdiggørelsen af de ni nye huller er Ulrik Møller i øvrigt startet på en udvidelse af klubhuset, så det på én gang kan huse klubmedlemmer, pay & play-spillere og overnattende gæster på hans husmandssted.





Yderligere info:

www.aktivfritid-herning.dk

ww.haunstrupgolfklub.dk