Av! Ved sekstiden stort set hver eneste morgen, skimmer jeg en hel vifte af udenlandske aviser, før jeg møder på arbejde. Det skete også for lidt mere end et år siden.

Det var bl.a. den norske erhvervsavis, Dagens Næringsliv, som fik besøg en kold november morgen. Her fik jeg øje på en interessant oplysning: Danske Bank i Norge ville give 3,3 procent i årlig rente på en helt almindelige bankkonto, hvor man helt frit kunne indsætte og hæve penge, som man havde lyst.

På min konto i Danske Bank her i Danmark er renten 0,0 procent, så jeg ringede lidt op ad formiddagen til Danske Bank i Trondheim. Her fik jeg god hjælp af en kvik, ung mand, som var tydeligt glad for Danmark og danskere.

»Fortæl endelig alle dine danske venner om vores gode tilbud. Norge kalder,« sagde han med frisk stemme.

Efter få dage var kontoen åbnet, og jeg overførte så det maksimalt mulige beløb på 100.000 kroner via min netbank.

»Endelig får jeg lidt rente, og endelig slipper jeg for at få min opsparing udhulet af skat og inflationen,« tænkte jeg og sov ekstra godt samme nat.

Men efter kun få uger, fik jeg brev fra min norske ven.

»Vi endrer renten på innskudd. Årsaken er endrede markedsforhold. Renten settes ned,« stod der i brevet.

I de efterfølgende uger kom flere breve af samme slags, og de fleste blev slet ikke åbnet, da jeg kunne gætte mig til indholdet. Nu er renten så nede på 2,15 procent, hvilket sådan set stadig er nogenlunde.

Hvis det altså ikke lige havde været for den norske krone, som er raslet ned i kurs på det seneste. Det er sket i takt med, at prisen på olie er faldet. Den norske krone koster nu bare 82 øre. Det er ni procent mindre end for ét år siden. Jeg har med andre ord tabt hele 9.000 kroner af mine sparepenge på valutakursen og fået en renteindtægt på omkring 2.500 kroner over det sidste år. Altså et samlet og surt minus på 6.500 kroner, hvis pengene skulle trækkes hjem nu. Av!

Der er så flere veje ud af den suppedas. Jeg kan enten lukke øjnene og prøve at glemme det hele. Eller jeg kan banke nye 100.000 kroner ind på den norske konto, ud fra en tanke om, at olien og den norske krone nok snart begynder at stige i pris. Det minder dog lidt for meget om ludomani. Jeg kunne også tage til Trondheim, hæve pengene, og formøble det hele på tant og fjas. Men af natur er jeg ret nøjsom, så jeg har dårligt nok fantasi til at forestille mig, hvordan 100.000 kroner formøbles i Norge over stok og sten. Sidste mulighed er at trække pengene hjem nu, tage tabet og håbe på, at det hele bliver glemt.

Det ender nok med, at jeg lukker øjnene, og venter på bedre tider. Det kan ganske enkelt ikke passe, at olien og den norske krone holder sig lav til evig tid. De seneste mange år er det jo igen og igen blevet sagt, at olien ville slippe op. Det må da passe. Det er jo også derfor, at der er ofret milliarder på vindmøller. Så jeg har vist tabt meget mere, end jeg selv lige tror. Av!