Den nye vinverden

"Den nye vinverden", det



er noget, vi har bestemt os til at kalde det. Vi har også helt enerådende bestemt

os til, hvem vi vil have med. Sydafrikanerne for eksempel er kede af at blive nævnt blandt de nye vinlande.



De fortæller

os, at de allerede på Napoleontiden lavede vin, der blev sidestillet med de største klassiske franske vine. På

trods af det er de med.

USA var ikke vinland

Californierne ser heller ikke sig selv som et nyt vinland. "Over there" skal

tingene ikke være mange årtider, før det er historie. Men jeg har på tryk, at Amerika så sent som i

midten af 1960''erne ikke blev regnet som vinproducerende.



Dengang søgte jeg den danske vinhandlerforening om et rejselegat

til videreuddannelse i den amerikanske vinindustri. Jeg fik afslag med den korte begrundelse, at Amerika ikke var et vinland.



I

dag er bare en af USA''s halvtreds stater nummer fire på hitlisten over verdens største vinproducenter. Så de kommer

også med.

Upodede vinstokkeChile praler af at være eneste vinland i verden, som bruger de oprindelige, upodede

vinstokke. Alene af den grund synes de ikke, at de hører til blandt de nye.



Mere end halvdelen af de argentinske vinstokke

er også upodede. Det har de bare aldrig spekuleret over at bruge som et salgsargument. Argentina har i over hundrede år

været blandt de fem største vinproducenter i verden og føler derfor, at de tilhører de etablerede vinlande.





Australierne vil argumentere for, at de har lavet vin på kontinentet så længe, de har været der. Det

kan de bevise med dato og klokkeslet. De mener, at de har gjort, hvad de kunne for at tilhøre den gamle garde.



De eneste,

der ikke umiddelbart ser fornærmede ud, når de placeres i den nye vinverden er new zealænderne. Hvis de vil, kan

de også godt finde gamle bøger frem, der viser, at der har været dyrket vin, siden de første pionerer gik

i land. Men de har aldrig set sig selv som et vinland. Ikke før lige for nylig.



Sydafrika, USA, Chile, Argentina, Australien

og New Zealand. Det er de lande, vi tæller blandt de "nye".

De store opdagelserEt af argumenterne for

at samle dem under en hat kunne være, at det først er i nyere tid, at vi har lært vinene fra disse lande at kende.

Men det gælder også for andre. Man kan også vælge at sige, at det først er i absolut nyere tid, at

de "nye" er begyndt at lave noget vin, som vi bryder os om at drikke. Det samme kan man sige om så mange andre.



Det

"nye" for os blev skabt for mere end fem hundrede år siden. Med opdagelserne af den nye verden. Der, hvor der ikke

var nogen vinkultur, før "den hvide mand" masede sig på.



Både i Nord- og Sydamerika groede den

vilde vinplante, men indianerne havde ingen tradition for at plukke druer og lave vin ud af det. Det havde de indfødte i Afrika

heller ikke.



Vinplanten fandtes slet ikke i Australien og på New Zealand, da kolonisterne slog sig ned. Aboriginere klarede

sig mange tusinde år uden.



Fælles for alle lande i den nye vinverden er, at man nøjagtig ved, hvornår den

første vinstok blev plantet og, hvornår den første vin blev til, og hvornår og hvordan den blev drukket.

I den gamle vinverden taler man om plus/minus tusinde år, når man skal konstatere det samme.

pct. fra de

nye
Selv om vi skal mere end 500 år tilbage for at finde begyndelsen på den nye vinverden, så kan vi, uden at miste

ret meget, godt springe de første 475 år over. Det er i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede, at den nye

vinverden vågner op og målrettet går efter at producere vin, som vi vil drikke.



Men så er det til gengæld

også gået stærkt. I dag kommer ca. 25 pct. af det, vi drikker, fra den nye vinverden.



Chile er på få

år blevet den helt store superstar og kører dødt løb med store og traditionelle vinlande som Italien og

Spanien. En tanke som ville være utænkelig for en generation siden.



Intet synes at stoppe denne udvikling.