Den farlige øvelse med huslejen

Det giver hurtigt problemer med Skat, hvis forældrene sætter huslejen for den unge for lavt. Men huslejen må heller ikke sættes for højt, hvis barnet søger boligsikring.

Fastsættelsen af den rigtige leje er en svær øvelse ved et forældrekøb, og mange risikerer at sætte den for lavt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En husleje på 3.000 kr. om måneden for en lejlighed på 60 kvm. Det kan være lejen for et forældrekøb, men det er langtfra sikkert. Fastsættelsen af den rigtige leje er en svær øvelse ved et forældrekøb, og mange risikerer at sætte den for lavt.

Resultatet kan blive et skattesmæk til forældrene. Sådan lyder det fra advokater og revisorer, som Business har talt med. Udgangspunktet for Skat er, at forældrene skal tage markedslejen. Det vil sige den leje, som de ville tage, hvis de lejer lejligheden ud til en helt tredje person.

Mere end skatteregler

Men skattereglerne er ikke de eneste, som forældrene skal have styr på, inden huslejen fastsættes. De skal ligeledes tage højde for lejelovgivningens regler og reglerne om boligsikring. Boligadvokat Klaus Lunøe fra Lunøe Advokatfirma mener derfor, at forældrene ikke har mange chancer for at sætte den rigtige leje.

Det bedste bud er at male med den brede pensel. I eksempelvis København ligger den omkostningsbestemte husleje på 450 kr. til 550 kr. pr. kvm om året. Lidt højere hvis lejligheden er i rigtig god stand eller beliggenheden er over gennemsnittet.

»Der kan kun males med den brede pensel, når det skal anskueliggøres, hvilken leje der lejes ud til i forældrekøbssituationer, for at lejen er acceptabel for de forskellige myndigheders forskelligartede interesser,« siger Klaus Lunøe.

»Skattevæsenet klapper i hænderne, når lejen er så høj som mulig. Derved betaler forældrene mere i skat. Boligsikringskontorerne har en interesse i, at lejen ikke er for høj. Derved sparer det offentlige i boligsikringsudgifter,« siger Klaus Lunøe, der fremhæver, at ved forældrekøb opstår der næppe en konflikt, hvor barnet går til Huslejenævnet. Til gengæld vil boligsikringskontoret gribe ind, hvis huslejen er sat for højt, og barnet søger boligsikring.

Forældrene får problemerne

Klaus Lunøe mener, at vejen frem, når det gælder det skattemæssige, kan være at få et bindende svar fra Skat, om en given leje er i orden. Det er partner i skatteafdelingen i PwC Søren Bech og advokat Claus E. Johansen fra advokatfirmaet Henrik Christensen & Partnere enige i.

Et bindende svar koster 300 kr. og gælder i fem år. Derved er forældre i den periode sikre på ikke at komme i kløerne på Skat.

»En god tommelfingerregel for, hvad lejen skal være, er, hvad lejen er i tilsvarende lejligheder i samme område. Det kan man spørge mægleren om. En anden vej frem er at tale med Huslejenævnet om, hvad lejen på den givne lejlighed kan være,« siger Søren Bech, der understreger, at det først og fremmet er forældrene, der får problemer med Skat, hvis huslejen er sat for lavt. Hvis forældrene ikke opkræver markedslejen, bliver de alligevel beskattet af et beløb svarende til denne leje. For børnene kan den lave leje tælle som en afgiftsfri gave, hvis blot den på årsbasis er på under 57.800 kr.

Skat kan korrigere lejen

Claus E. Johansen fremhæver, at det ikke kan udelukkes, at Skat vil korrigere en for lavt sat leje, der afviger bare ti pct. fra markedslejen.

»Skat går kun ind, hvis lejen mellem nærtstående afviger væsentligt fra markedslejen. Det er imidlertid ikke entydigt, hvor stor afvigelsen kan være. Forældrene skal passe meget på. Lejen må ikke blive sat for lavt, fordi forældrene derved risikerer, at der skal betales indkomstskat af en af Skat fastsat leje,« siger Claus E. Johansen.