De københavnske lejligheder er stadig på himmelflugt

Boligmarkedet er mere opdelt end nogensinde. Københavns lejligheder steg kraftigt i marts og drev hele markedet op.

Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der blev i marts hældt ny benzin på debatten om en ny boligboble i København, da hovedstadens lejligheder i marts ifølge mæglerkæden Homes indeks steg med 6,3 procent i forhold til måneden før.

Den samlede stigning over det seneste år på landsplan er nu på 9,7 procent, men sammenlignet med den prismæssige top i august 2006 er priserne stadig 16,2 procent lavere.

Lejlighedspriserne er åbenlyst drevet af udviklingen i København og eksempelvis faldt priserne i Aarhus med 0,4 procent i samme periode. Målt i volumen udgør omsætningen af ejerlejligheder i Hovedstadsregionen ca. 60 procent af de samlede handler, mens Region Midtjylland med Aarhus som kraftcenter udgør ca. 20 procent.

Hvis der stilles helt skarpt på København by og Aarhus, så er lejlighederne steget med henholdsvis 17,4 og 5,5 procent over det seneste år.

Mads Ellegaard, relationschef i Home, skriver om årsagen til de stigende priser i København og Region Hovedstaden:

»Fremgangen på markedet de sidste par år betyder også, at vi har fået flere attraktive projekter til salg, og de nye boliger sælger generelt godt og til højere kvadratmeterpriser. Det er nok én af forklaringerne på, at ejerlejlighedspriserne i København skyder i vejret med markante 6,3 procent i månedens prisindeks.«

En gennemsnitlig ejerlejlighed i Danmark på 85 kvadratmeter koster nu 1.820.000 kr., hvilket er omkring 350.000 kr. mindre, end de 2.170.000 kr., den kostede på toppen i 2006.

I København koster en typisk lejlighed på 85 kvadratmeter nu koster 2.500.000 kr., som er cirka 300.000 kr. mindre end på pristoppen i september 2006.

Homes indeks over huspriserne viser på landsplan et fald i marts på 0,7 procent på landsplan svarende til, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris er faldet fra 11.900 kr. til 11.800 kr.

Huspriserne viser også store regionale forskelle, men de er ikke opgjort i Homes indeks.

På landsplan ligger huspriserne stadig 22 procent lavere end da priserne toppede i marts 2006. Det betyder i kroner, at et gennemsnitligt parcelhus i marts kostede 1.655.000 kr., mens det var cirka 470.000 kr. dyrere i december 2006.