Danskerne kæler for terrasserne

Danskernes interesse for deres haver er i kraftig stigning.



Det mærker de tydeligt på landets mere end 100 planteskoler,

som giver de mange bolig-, have- og livsstilsprogrammer på tv en del af årsagen til den stigende interesse.



- Vi

kan tydeligt mærke en stigende interesse for uderummet, altså haven og terrassen, og i år er der en kraftig fokus

på terrassemiljøet, siger Henning Roed, planteskoleejer fra Randers og udstillings-koordinator for Dansk Planteskoleejerforenings

årlige plantefagmesse, som i denne uge fandt sted på Hotel Nyborg Strand.

Større krukker

30 udstillere

præsenterede deres produkter, hvilket er fire-fem flere end sidste år, og ikke mindst udsigten til fint sommervejr og

dermed tid til udendørsaktiviteter har øget forventningerne til eftersommerens salg.



- Folk har nu fået renoveret

deres køkkener og deres badeværelser, og nu bevæger deres interesse sig udenfor, hvor mange husejere etablerer udekøkkener,

og hvor de så også gerne vil skabe en særlig atmosfære med planter, siger Henning Roed. - Vi ser en klar tendens

henimod flere og større krukker på terrasserne, og der sker også en fornyelse i blomsterne, idet det ikke længere

blot er petunier og pelagonier, som folk planter i krukkerne. Vi ser også stauder og græsser, det sidste, tror jeg, for

at skabe lidt sydlandsk stemning på terrassen, og i det hele taget er spændvidden for, hvad folk vælger at gøre,

langt større i dag, end vi har set tidligere.



Han giver de mange tv-programmer om hus og have en stor del af æren

for den forøgede interesse, og siger, at planteskolerne sagtens kan mærke på kundernes forespørgsler og

ønsker, når et af tv-programmerne har præsenteret nye ting.



Tendensen skinnede igennem i onsdags i Nyborg

på det, som planteskolerne havde kaldt for Danmarks smukkeste plantefagmesse. Det er slut med kun at bruge de små røde

urtepotter, for nu er krukkerne til planter både langt større og ofte meget dekorative i sig selv.

Sprøjtefri

tjørnesorter
Blandt de plantemæssige nyheder på messen var der fire nye sorter at tjørn, rødtjørn

og hvidtjørn til brug som prydplanter i alléer og som fritstående træer.



Fælles for de fire

nye tjørnetyper er, at de alle stammer fra gamle danske typer, der er blevet forædlede, så de ikke blot har bevaret

deres skønhed, men også langt bedre end de gamle sorter kan klare sig selv imod angreb af svampe og insekter. De er

mere modstandsdygtige, og dermed slipper deres ejere for at bruge så mange sprøjtemidler.



Desuden præsenterede

gartneriet Egeløkken i Otterup på Fyn en række euphorbia-typer, som har den fordel, at de er hårdføre

i havens bede, når temperaturerne om få måneder bevæger sig ned imod nul-punktet.