Danske boligejere tjener tykt på ejendomshandel

Boligsælgere har i 1. halvår 2017 tjent over 13 mia. kr. Tallet er ikke set højere siden 2007.

Foto: Linda Kastrup

Det har været en god forretning at være boligsælger i 2017.

Over 13 mia. kr. har sælgere af huse, lejligheder og fritidshuse kunnet notere som overskud efter det bedste halvår på boligmarkedet de seneste 10 år.

Det viser nye tal fra den uafhængige boligportal Boliga.

I flere byer rundt om i landet har kvadratmeterpriserne passeret niveauet i de guldrandede kvartaler før finanskrisen, og nu indkasserer boligsælgerne i stor stil gevinsterne.

Gennemsnitligt set har en boligsælger i 1. halvår 2017 haft en gevinst på 562.000 kr. i forhold til købsprisen, og det er 33.000 kr. mere end sidste år og dobbelt så meget som i 2012, hvor boligmarkedet led under lav aktivitet, lange liggetider og store afslag i handlerne.

Ifølge Boliga-direktør Frederik Rovsing vidner tallene om, at finanskrisens skruetvinge på boligmarkedet endelig har sluppet sit tag.

»Med så store overskud på bolighandlerne, bliver der frigjort en masse penge, der typisk vil gå til at købe nye ejendomme. Det sætter gang i en positiv spiral, som giver et mere energisk boligmarked,« siger Frederik Rovsing.

Fortjenester er størst nord for København

De store fortjenester er især drevet frem af stigende priser i og omkring landets største byer. I visse bydele i København, Aarhus og Aalborg er priserne således højere end i de guldrandede 0’ere, mens boligsalget og priserne andre steder i landet har sværere ved at komme op i fart.

De højeste gennemsnitlige fortjenester er ikke overraskende opnået i Klampenborg, Charlottenlund, Hellerup og Gentofte – alle nord for København - hvor boligsælgerne i snit har solgt for mellem 3,2 og 4,3 mio. kr. mere, end hvad de købte boligerne for.

I den anden ende af boligmarkedet har sælgerne i blandt andet Nakskov, Farsø, Løsning og Spøttrup gennemsnitligt set måttet afhænde deres ejendomme med tab.